SYRIEN: Soldater fra Den Frie Syriske Hær, som har samlet oprørerne i kampen for at vælte præsident Bashar al-Assad, må ikke længere tortere eller dræbe fanger.Det forbud kom mandag fra øverste led i organisationen efter skarp kritik fra FNs efterforskere, skriver Reuters.Forbuddet er en ny intern pagt, som blev læst højt af en af de øverstkommanderende oprørere på en video, som senere blev lagt op på internettet.
Samtidig lød det, at ingen af oprørerne i Den Frie Syriske Hær længere må være medlemmer af en politisk eller religiøs gruppe, og noget politisk engagement selv når Assad er væltet, må de også afstå fra.
Ifølge oberst Qassem Saadeldin skal tropperne »implementerer principperne fra international lovgivning, som forbyder at skade civile...og tortere eller dræbe tilfangetagne modstandere«.
I sidste uge viste FNs efterforskningsrapport, at også oprørerne gør sig skyldige i krigsforbrydelser, herunder henrettelser, i det borgerkrigshærgede land, omend det er i mindre målestok end dem, Assads styrker foretager sig.
Assads modstandere hævder, at de ønsker repræsentativt demokrati, men mange frygter, at voldshandlingerne kommer til at fortsætte efter Assads afgang på grund af religiøse forskelle og rivaliserende dagsordener.
Mens oprørerne lovede at afstå fra henrettelser og vold mod fanger, lagde amerikanerne yderligere pres på Assad og hans styrker med trusler om militæraktion fra USA, hvis ikke præsidenten holder fingrene fra kemiske eller biologiske våben i borgerkrigen.
- Vi har været meget klare over for Assads regime, men også over for andre spillere på jorden, at stregen for os er overtrådt, hvis vi begynder at se en masse kemiske våben, der flytter rundt og blive udnyttet, sagde den amerikanske præsident, Barack Obama, som dermed understregede, at disse våben kan ændre landets holdning til en militær intervention.
- Vi kan ikke have en situation, hvor kemiske eller biologiske våben ender i hænderne på de forkerte mennesker, sagde han til et pressemøde i Det Hvide Hus.



