KØB PLUS!

Oprørerne i Mali er på vild flugt

Franske og maliske styrker har nu kontrol med Malis største byer. Samtidig får de en hjælpende hånd af en oprørsfraktion, der ikke vil kæmpe de islamistiske oprøreres sag.

MALI: Franske styrker har sammen med soldater fra Malis regeringshær jaget de islamitiske oprørere, der har tilknytning til al-Qaeda, på flugt i landets nordligste del.

Mandag trak en del af oprørerne sig tilbage fra tuareg-befolkningens ældgamle ørkenby Timbuktu, som de har kontrolleret siden april. Det skete, efter at de franske og maliske styrker tidligt mandag havde erobret byens lufthavn uden kamp.

Det er uklart, hvor mange oprørere, der er tilbage i Timbuktu. En repræsentant for tuaregerne, parlamentsmedlemmet El Hadj Baba, siger til Reuters i hovedstaden Bamako, at »alle er flygtet,« og at oprørerne inden flugten ødelagde en del bygninger og private hjem.

Ifølge de seneste oplysninger har franske og maliske styrker slået ring om byen for at hindre oprørerne i at flygte. Imens forbereder de sig på eventuelle kampe i byens snævre gader med lerklinede huse, lerklinede paladser og helligdomme, der er på UNESCOs verdensarvliste.

Meldingerne om ødelæggelser flugter med oplysninger fra byens borgmester Halle Ousmane, som Reuters har talt med, og som siger, at oprørerne satte ild til et bibliotek med uvurderlige islamiske skrifter fra det 13. århundrede.

Allerede da oprørerne havde kontrol med byen, ødelagde de mange religiøse bygninger og mindesmærker, som de mente, stred mod islam. Under oprørernes kontrol blev indbyggerne påtvunget strenge sharialove, hvilket resulterede i amputationer, piskestraf og stening.

Lørdag indtog franskmændene en anden af oprørernes hovedbyer, Gao. der ligger længere mod syd, og det fik søndag den franske udenrigsminister Laurent Fabius til et erklære:

- Lidt efter lidt bliver Mali befriet.

Samtidig gav udenrigsministeren ifølge Reuters udtryk for den stigende erkendelse af, at slaget mod oprørerne, der har tætte forbindelser med al-Qaeda i Nordafrika, ikke er vundet, selv om de er sendt på flugt fra byerne:

- Terrorgrupperne praktiserer en taktik, hvor de gør sig usynlige, og nogle af dem kan vende tilbage til det nordlige Mali, lød det fra Fabius.

CNN skriver, at den hurtige fremrykning har kunnet lade sig gøre, fordi oprørerne har forladt deres tilholdssteder, og fordi de er forsvundet ud i ørkenen. Her vil det blive en helt anden hård opgave at nedkæmpe dem, fordi de kender terrænet. CNN oplyser videre, at når Timbuktu er sikret og renset for oprørere, vil de franske og maliske styrker vende blikket mod byen Kidal, der også er oprørskontrolleret.

Her er der imidlertid sket det, at den oprørsfraktion, som kontrollerer Kidal, har brudt med de øvrige oprørere på grund af deres al-Qaeda-forbindelser.

Byen har ellers været en af de nu flygtede oprøreres sidste højborge.

Søndag tilbød lederen af oprørsfraktionen, MNLA, Ibrahim Mohamed Ag Assaleh, at hans styrker bestående af soldater, der kender ørkenen, er villige til at hjælpe franskmændene i kampen mod de al-Qaeda-relaterede oprørere, som han siger gemmer sig i bjergene ved Gao.

Med et skridt ser det ud til, at franskmændene i første omgang er tæt på at have gjort arbejdet færdigt sammen med Malis regeringshær.