Svær begyndelse: Oprørere afviser direkte forhandlinger med regimet i Syrien ved fredskonference i Kasakhstan.

Astana. Syriske oprørere og repræsentanter for Syriens regime har mandag indledt fredsforhandlinger i Astana i Kasakhstan. Men oprørerne afviser på førstedagen at mødes med regimets folk ansigt til ansigt.

Forhandlingerne, som Rusland og Tyrkiet har fået på plads, bliver kaldt de første, hvor de væbnede oprørsgrupper skal forhandle med præsident Bashar al-Assads regime sidens krigens begyndelse i 2011.

Oprørernes talsmand, Yehya al-Aridi, oplyser imidlertid, at oppositionen har trukket sig ud af den første direkte forhandlingsrunde på grund af regimets fortsatte bombardementer og angreb nær Damaskus.

Det er uklart, om det vil komme til direkte forhandlinger senere i Astana, som er hovedstad i den tidligere sovjetrepublik.

Der er 14 medlemmer i oppositionens delegation. De er alle oprørere, som har været med til at lede det væbnede oprør. De har folk fra den politiske opposition med som rådgivere.

- Vi kom for at få styrket våbenhvilen som den første fase i denne proces, siger oprørernes chefforhandler, Mohammad Alloush.

Men præsident Assad har insisteret på, at oprørerne nedlægger deres våben til gengæld for en aftale om amnesti.

Regimet i Syrien opfatter de fleste oprørsgrupper ved fredskonferencen som "udenlandsk-støttede terrorister".

Styret i Damaskus har opfordret til "en omfattende politisk løsning" på konflikten, som har kostet over 310.000 mennesker livet, og som har tvunget over halvdelen af syrerne på flugt.

Den syriske regering oplyser, at den er parat til at føre forhandlinger med væbnede grupper, som vil nedlægge deres våben og indgå i forsoningsaftaler.

Men moderate oprørsgrupper, som har kæmpet under den såkaldte Frie Syriske Hærs banner, afviser disse betingelser. De siger, at det er deres mål at få bragt præsident Assads styre til en afslutning i en overgangsperiode med støtte fra FN.

/ritzau/Reuters