SYRIEN: En syrisk pilot fra et kampfly, som oprørere hævder at have skudt ned i det nordøstlige Syrien, blev mandag aften vist frem på en video under overvågning af soldater og en kommandant fra Den Frie Syriske Hær.
Piloten, der identificeres som oberst Mufeed Mohammed Suleiman, en aldrende, halvskaldet mand, havde små sår i ansigtet, som ifølge hans egen forklaring stammer fra nedskydningen. Han virker i følge Reuters rolig og er iført en sort t-shirt, siddende ved et bord i selskab med soldater med AK-47 rifler.
- Vi vil behandle fangen i henhold til vores religion, moral og internationale konventioner, siger en kommandant, der præsenteres som kaptajn Anu Laith.
På en tidligere film som mandag blev lagt ud på YouTube, men hvis ægthed ikke kan verificeres, ses et fly i luften, mens det bliver ramt af først en mindre og dernæst en større eksplosion i området ved udstødningen, for derefter at tumle ud af kurs.
Hvis oprørerne, som de hævder, har skudt flyet ned, er det første gang i den 17 måneder lange konflikt, at de har fået ram på et jagerfly.
Oprørerne sagde for nylig, at de var kommet i besiddelse af missiler til nedskydning af fly, men filmen viser ingen åbenlyse tegn på, at flyet bliver forfulgt og ramt af et missil.
En kilde i oprørsstyrkerne siger til Reuters, at det var en antiluftskytskanon kaliber 14.5, der fik ram på kampflyet, da det var inden for antiluftskytsets rækkevidde.
Det statslige syriske TV erkender, at et fly er styrtet ned i det område, hvor oprørerne siger, at de har skudt det ned. Myndighederne hævder imidlertid, at flyet styrtede på grund af tekniske vanskeligheder, og at piloten skød sig ud med katapultsæde, samt at en eftersøgning er i gang.
Jagerflyet er efter rapporterne styrtet i den nordøstlige Deir al-Zor-provins ved byen Mohassen.
Det syriske militær er i borgerkrigens seneste fase begyndt at anvende jagerfly og kamphelikoptere i øget omfang til at beskyde oprørernes stillinger i byerne, eksempelvis storbyen Aleppo.
Oprørerne har derfor foreløbig uden held appelleret til det internationale samfund om at indføre flyveforbudszoner, sådan som det blev gjort inden indledningen til NATOs bombardementer af oberst Gaddafis styrker i Libyen.



