Oppositionsleder Ali Salman er blevet pågrebet af politiet i Bahrain. Ifølge en advokat beskyldes han for at opfordre til at vælte styret.

BAHRAIN: Den shiamuslimske oppositionsleder, Ali Salman, er søndag blevet pågrebet i Bahrain. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne i kongedømmet har endnu ikke oplyst, hvorfor oppositionslederen er blevet hentet ind til afhøring.

Ali Salman var én ud af adskillige fremtrædende personer, der fredag førte an i et protestoptog nær hovedstaden Manama. Protesterne var rettet mod valget i sidste måned, som oppositionen boykottede.

Indenrigsministeriet i Bahrain oplyser, at Ali Salman søndag er blevet afhørt af kriminalpolitiet.

»De juridiske procedurer bliver nu afsluttet, før sagen bliver henvist til anklagemyndigheden,« oplyser ministeriet i en kortfattet erklæring.

En advokat, der repræsenterer den shiamuslimske opposition, siger, at Ali Salman blandt andet er blevet anklaget for at tilskynde til at vælte regeringen med magt og for at opfordre til oprør.

Den lille golfstat oplevede i 2011 et oprør, der var inspireret af det Arabiske Forår, og som blev slået ned med hjælp fra saudiarabisk militær. Der er dog fortsat aktivister, der kæmper mod styret.

Den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi Al-Khawaja blev i 2011 ved en militærdomstol i Bahrain idømt en langvarig fængselsdom for sin rolle i demonstrationerne.

I fængslet er han blevet udsat for systematisk tortur og har flere gange sultestrejket, herunder en gang i 110 dage. Sultestrejken blev afbrudt, da han blev tvangsfodret med sonde på et militærhospital.