KØB PLUS!

Opgravningen af Arafats lig er i gang

Den afdøde palæstinensiske leders mausoleum er afspærret, og første fase af opgravningen er indledt. Liget ventes helt opgravet i slutningen af måneden.

Godt otte år efter sin død er Yassir Arafat på vej op af graven.

En gruppe arbejdere har ifølge BBC afspærret den afdøde PLO-leders mausoleum i Ramallah på Vestbredden med stilladser og blå presenninger, så man ikke kan se ind, og planen er at grave Arafat op i de kommende uger, så internationale videnskabsfolk kan undersøge, om hans død i Paris i 2004 skyldtes forgiftning.

Dødsårsagen blev i første omgang tilskrevet et hjerteanfald, men i Frankrig har myndighederne genåbnet sagen, efter at schweiziske eksperter fandt »betydelige« værdier af det radioaktive stof polonium-210 på nogle af Arafats personlige ejendele, blandt andet hans sort-hvide tørklæde.

En kilde tæt på Arafat-familien siger til nyhedsbureauet AP, at opgravningen bliver inddelt i »en række faser«.

- Der indledes med at fjerne sten og beton og at skære i jernrammerne, indtil de når ned til jorden, der dækker liget, som ikke bliver fjernet, før de franske anklagere, de schweiziske eksperter og de russiske efterforskere ankommer, siger kilden ifølge AP.

Foruden de franske myndigheder og schweiziske eksperter får opgravningen således også russisk deltagelse. Det bekræftede den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, for nylig.

- Vi håber på at få nye fakta, som vi kan dele med vores folk og offentligheden, sagde Abbas.

Franskmændene og schweizerne ventes at ankomme til Vestbredden 26. november, og umiddelbart herefter begynder man at tage prøver fra Yassir Arafats lig.

Mange arabere mistænker Israel for at have haft en finger med i spillet i forhold til Arafats død, og denne mistanke blev yderligere bestyrket, da det schweiziske laboratorium oplyste, at man havde fundet det radioaktive stof på Arafats tøj. Stoffet er i øvrigt det samme, som menes at have dræbt den tidligere russiske spion Alexander Litvinenko i London i 2006.