I et opsigtsvækkende essay undskylder Ethan Zuckerman, manden, der udviklede de upopulære pop-up-vinduer, som forfølger og driller de fleste internetbrugere den dag i dag, for sin opfindelse.

Det hænder, at dygtige opfindere ændrer verdens gang med opfindelser. Også til det dårlige.

J. Robert Oppenheimer stod bag de fysiske gennembrud, der tillod amerikanerne at udvikle atombomben. En opfindelse, han sidenhen udtrykte ambivalente følelser omkring. Og så er der Ethan Zuckerman. Manden, der tilbage i 90erne stod bag den opfindelse, der siden hen har generet og frustreret internetbrugere verden over: De forbandede pop-up vinduer.

I et essay i det amerikanske tidsskrift The Atlantic undskylder programmøren for at have opfundet værktøjet.

Dengang arbejdede Ethan Zuckerman hos virksomheden tripod.com, der som nogen af de første specialiserede sig i at udnytte internettet kommercielt.

»Undervejs endte vi med at skabe et af de mest forhadte værktøjer i annoncørens værktøjskasse: Pop-up-reklamen,« skriver Ethan Zuckerman og fortsætter:

»Jeg skrev koden, der fik et vindue til at poppe op med en reklame. Undskyld. Vores intentioner var gode.«

Han underholder samtidig med den ikke-kedelige anekdote, der understregede behovet for reklamen.

»Vi kom på det, da et kæmpe bilfirma flippede ud over, at de havde købt et reklamebanner på en side, der hyldede analsex,« uddyber Ethan Zuckerman.

I dag er han kendt som førende internetaktivist, og han er ikke glad for det, internettet har udviklet sig til.

»Vi har trænet internetbrugere til at forvente, at alt, hvad de siger og gør online, vil blive samlet i profiler, som de ikke kan se, udfordre eller ændre, der former både de reklamer og det indhold, de kan se,« skriver Ethan Zuckerman, der i essayet blandt andet langer hårdt ud efter mastodonter som Google og Facebook, som han mener, er særligt slemme til den øvelse.

Han opfordrer i stedet til et opgør med det kommercielle internet, vi kender i dag.

»20 år inde i det reklamestøttede internet kan vi se, at den nuværende model er dårlig, ødelagt og ætsende,« mener Ethan Zuckerman, der mener, at vi i stedet bør få fokus tilbage på retten til privatliv på internettet.

Indtil da kan internetbrugere fortsat se frem til på fast basis at blive udråbt til »gæst nummer en million« og andre tvivlsomme hyldester.