En ny cambodiansk lov er en "pistol rettet direkte mod oppositionens hjerte", mener menneskerettighedsgruppe.

Phnom Penh. En kontroversiel lov er mandag blevet stemt igennem i Cambodia.

Loven gør det muligt for landets domstole at opløse et parti, hvis det er forfatningsstridigt, opildner folket, eller hvis dets leder er dømt for kriminalitet.

Men det er blot et forsøg på at slå ned på landets opposition frem til næste års parlamentsvalg, mener kritikere.

Den nye lov beskrives som en "pistol rettet direkte mod oppositionens hjerte". Det mener Phil Robertson, der er vicedirektør i menneskerettighedsgruppen Human Rights Watchs Asien-afdeling.

- Det eneste spørgsmål er, hvornår og på hvilket grundlag denne politiske henrettelse vil finde sted, siger han.

Særligt et parti, CNRP, udgør en trussel mod Cambodias leder gennem tre årtier, Hun Sen. Ved det seneste valg i 2013 gik CNRP frem, og den udvikling ventes at fortsætte.

Det er blandt andet en voksende frustration over korruption og manglende rettigheder i Cambodia, som har givet CNRP fremgang.

CNRP risikerer at blive opløst som følge af lovændringen. Partiet kæmper i øjeblikket med en lang række retssager, der er anlagt imod det.

Loven kan "ødelægge det nationale sammenhold og kan bruges til at undertrykke og ødelægge oppositionspartier", udtaler CNRP mandag i en pressemeddelelse.

Den nye lov har desuden betydet et farvel til CNRP-leder Sam Rainsy, der trådte tilbage forud for mandagens afstemning i parlamentet.

Rainsy har stået i spidsen for landets opposition i to årtier, men har levet i eksil siden 2015 for at undgå flere tiltaler imod ham.

/ritzau/AFP