En sikkerhedsvagt i Malagas lufthavn slog alarm i fredags efter at have gjort et gruopvækkende fund på en af lufthavnens bænke.

En død mand var bagbundet til bænken med plastikstrips. Den halvnøgne mand havde fået trukket sine bukser ned om anklerne, og der var lagt en skive skinke på hver balle. Endelig lå mandens kønsdele i en dåse tun.

Det skriver Metro.

Der var straks mistanke om mord, og efterforskere med speciale i drabssager blev tilkaldt. Obduktionen viste, at manden - som er blevet identificeret som en 51-årig englænder - var blevet kvalt i sit eget bræk. Forinden var han faldet i søvn på bænken efter at have indtaget store mængder alkohol.

Sagen efterforskes stadig som en mulig forbrydelse, fordi det, at manden blev bagbundet, kan have haft indflydelse på hans død.

Nu vil politiet nøje gennemgå videovervågningsbåndene fra lufthavnen i Malaga for at finde ud af, om den 51-årige brite blev bundet fast til bænken før eller efter sin død. Efterforskerne har dog også mistanke om, at manden først drak sig ihjel og efterfølgende blev udsat for en 'syg joke' af andre passagerer i lufthavnen.

Det vides endnu ikke, hvad den 51-årige mand lavede i lufthavnen, men han kan have misset sit fly, mens han sov sin brandert ud.

Manden blev identificeret ved hjælp af de identitetsdokumenter, der lå i hans kuffert, som lå ved siden af ham.