Alle ofre for biografmassakren er nu identificeret. Samtidig har myndighederne ryddet ud i den mistænkte gerningsmands lejlighed, som viste sig at være en regulær dødsfælde

Retsmedicinerne har nu offentliggjort identiteten på ligene af de 12 personer, der blev ofre for den gerningsmand, som torsdag amerikansk tid trængte ind i en biograf i Denver-forstaden Aurora og skød mod biografgængerne under en forevisning af den nyeste Batman-film, »The Dark Knight Rises«.

Otte ud af de 12 personer var i 20erne, mens det ældste offer var 51 år. Det yngste offer for den tragiske massakre var en pige på seks år.

En enkelt af de dræbte er på nuværende tidspunkt ikke blevet endeligt identificeret, det drejer sig formentlig om en mand på 27 år, men retsmedicinerne er næsten 100 procent sikre på, at de ved, hvem der er tale om. Alle pårørende til de 12 personer er underrettet, og de har nu officielt fået retsmedicinernes ord for, at dødsårsagen i alle tilfælde var drab.Mens retsmedicinerne har identificeret de døde, har politiets bombeeksperter fået adgang til lejligheden tilhørende den formodede drabsmand, den 24-årige James Holmes. Lejligheden var mineret med sprængstoffer, brandbare væsker og snubletråde, og FBI oplyste lørdag, at enhver, der havde åbnet døren til lejligheden, enten ville være blevet alvorligt såret eller dræbt på stedet.

Politiet var dog opmærksomme på faren, og evakuerede derfor naboerne inden bombemændene og deres særlige robot til uskadeliggørelse af bomber kunne gå i gang med at skaffe sig adgang til lejligheden. Her er de angiveligt stødt på en række større og mindre hjemmegjorte bomber, og selv om de har medbragt udstyr til at foretage kontrollerede detonationer, så håber myndighederne, at det kun vil være nødvendigt at gøre brug af dette i begrænset omfang, da det risikerer at ødelægge vigtige beviser.

Efter en grundig gennemgang af Holmes’ hjem, bevæger politiet sig nu ind i efterforskningsfasen, og her er håbet, at de på hans computer og blandt hans andre personlige ejendomme vil kunne finde et motiv.

Politiet mener dog på nuværende tidspunkt at vide, at der var tale om en aktion, der var planlagt over længere tid.

- Det, vi har set, er beviser på planlægning og overvejelser, siger Dan Oates, der er politichef i Aurora.

Imens er den mistænkte blevet isolationsfængslet, oplyser myndighederne til Reuters. Det sker for at beskytte ham mod andre indsatte.

- Det er typisk noget vi gør i den slags højtprofilerede sager. Det har ikke noget med en specifik trussel at gøre, forklarer Grayson Robinson, der er sherif i Arapahoe County.

Mandag skal James Holmes for første gang afhøres foran en dommer.

Han er blandt andet anklaget for at have dræbt 12 personer og såret 58 i den største massakre i USAs historie.