Det er fristende, mens man bumler af sted ad den smalle bivej, at lade som om, udlejningsbilen var en langsomt skridtende Jolly Jumper. Til den ene side ligger lave bjerge med sandstensformationer så perfekte og westernagtige, som var de tegnet til lejligheden. Til den anden breder Aragoniens golde Monegrosørken sig, så langt øjet rækker.
LÆS OGSÅ: Hel by vinder i lotto - undtagen én mand
Lige indtil Sodeto pludselig dukker op bag en gruppe træer, der står og lurer, halvdøde af tørst. For blot 50 år siden var her ingenting.
Sodeto er et af Franco-regimets mange tvivlsomme forsøg på at skabe liv i tyndt befolkede dele af Spanien, og på den korte tur ind gennem nybyggerkolonien til Plaza de la Provincia er gaderne mennesketomme.
LÆS OGSÅ: Fik 13.350.000 kr. i gevinst - troede det var en fejl
Det er ikke let at genkende pladsen fra tv-billederne, der 22. december gik Spanien rundt. På dem farer samtlige Sodetos godt 200 indbyggere omkring og skriger af fryd, mens rødmossede landmænd oversprøjter hinanden med cava fra taget af deres traktorer.
Høj og lav forgyldt
For kort forinden er en ordentlig luns af ' den fede', som førstepræmien i det spanske julelotteri kaldes, landet i byen med et klask. I alt 120 mio. euro, eller en milliard danske kroner, som, takket være den lokale husmoderforenings arbejde med at sælge lodder videre mod en beskeden fortjeneste, har forgyldt både høj og lav. Sodetos lykke er gjort. Langt om længe, som en overrislet beboer råber til de snurrende kameraer.
I de forløbne uger har euforien gradvist givet plads for mistro. Ifølge kolleger er udefrakommende - det være sig bilsælgere, bankfolk eller journalister - ved flere lejligheder nærmest blevet stenet ud af byen igen, dyppet i tjære og rullet i fjer.
Så galt går det nu ikke, da Olga, Mari Paz og Teresa, der alle er medlemmer af husmoderforeningen, dukker op.
De fortæller venligt om deres held og om, hvordan byens familier blandt andet har brugt pengene til at betale et hundedyrt, men livsvigtigt nyt kunstvandingsanlæg af i et hug. Det er først, når man nævner Costis, at de begynder at trippe nervøst.
Nåede ikke derud
- Det var jo ikke fordi, vi ikke ville sælge til ham, men vi nåede ikke derud. Og han kunne jo også være kommet selv, hvis han ville have købt et lod, mumler husmødrene.
Men uanset hvor meget de kikker ned i jorden, lader det sig ikke bortforklare: Den græske tilflytter er den eneste i Sodeto, der er præcis lige så fattig i dag som før 22. december 2011.
Fabelagtigt smukt
Verdens uheldigste mand bor fabelagtigt smukt ved foden af westernklipperne lidt uden for byen. Til gengæld ligner det inde i den gamle kostald, han er i gang med at indrette som bolig og arbejdsplads, mest af alt Berlin 1945.
- Så skulle du have set stedet for otte måneder siden.
Jeg begyndte med at fjerne et metertykt lag af størknet gammelt møg, siger Konstantinos Mitsotakis.
Costis, som han foretrækker at blive kaldt, levede indtil for nogle år siden en komfortabel tilværelse som instruktør af reklamespots og tvserier i Athen, og vejen til eneboerlivet i en udørk af det østlige Spanien er kringlet: Først en stormende forelskelse i en spansk pige og tre års rejse verden rundt med hende. Så et besøg hos pigens bedstemor i Sodeto. Fascinationen i det enkle liv her. Overtagelsen af bedstemoderens hus, da hun døde. Og nu, efter at forholdet til pigen gik i stykker, kostalden.
- Jeg ved ikke, om det er landskabet, udsigten eller tidspunktet i mit liv. Men så snart jeg så stalden, tænkte jeg, at det måtte jeg gøre noget ved. For første gang nogensinde har jeg lyst til at blive et sted og skabe mig en base, forklarer den 42-årige græker.
Skuffede journalister
Straks vi sætter os, lægger en lille, rød kat sig til rette i skødet, mens den spinder demonstrativt, og den rokker sig ikke så meget som en tomme under hele interviewet. Costis har det ligesådan med sit nye liv. Derfor har det irriteret ham at se sig udnævnt til verdens største ulykkesfugl eller en ' sønderknust mand', som det hed i en avis.
- Jeg kender lidt til branchen og ved, at mange af de journalister, som har været på besøg, sad og ærgrede sig.
Det ville passe bedre til deres artikel, hvis jeg var bitter og misundelig på de andre i byen. Men det er jeg altså ikke, forsikrer Costis.
Hvorfor? Ville det ikke have været fantastisk, hvis han for et par euro havde fået mindst 100.000 igen? Penge, der kunne bruges til at sætte fart i arbejdet med stalden og købe kameraer samt redigeringsudstyr til de dokumentar-og kortfilm, han brænder for at lave.
- Jo, selvfølgelig. Det ville også genere mig, hvis jeg altid plejede at købe lotteri og af en eller anden grund ikke havde fået det gjort i år. Men jeg havde ikke engang tænkt på at gøre det, og så er der jo ingen grund til at ærgre sig, siger Costis og tilføjer:
- Desuden kan man hverken købe sig til lykke eller grundlæggende held i livet for penge. Det skaber vi selv med en positiv indstilling, ved altid at se glasset halvt fyldt i stedet for halvt tomt, og jeg synes selv, at jeg er god til det.
Det må man i denne sag give ham ret i. Under alle omstændigheder har også den græske filminstruktør fået sin særlige bid af ' den fede' som privilegeret iagttager af et drama, der er en drøm for enhver historiefortæller.
- Så snart jeg hørte om præmien, tog jeg ind til byen med mit kamera, for her er stof til en fantastisk dokumentarfilm: En landsby ude midt i ingenting, hvor indbyggerne kæmper for at svare enhver sit, og så pludselig kommer der dumpende millioner af euro ned fra himlen.
Hvad sker der nu, og hvordan vil de håndtere det, spørger Costis, der har en drejebog klar og forhandler med kommunen om at gå ind i projektet, så der kan blive råd til at filme i international kvalitet.
Hans fornemmelse er, at de fleste er lidt forvirrede.
De går rundt med et fjoget grin og ved ikke helt, hvad der forventes af dem. Jo, der er selvfølgelig kunstvandingsanlægget at betale og andre økonomiske ' huller at lappe', som spanierne siger. Men hvad med resten af pengene og livet?
Hellere traktor end Jaguar
- Dagen efter lodtrækningen parkerede et bilfirma en Jaguar til 250.000 euro inde på pladsen. ' Hvad skal jeg med den, giv mig en traktor,' råbte en af de lokale. Det er jo en sund reaktion. Heldigvis ser det ud til, at de unge bliver og køber jord for pengene, og jeg håber, at de ikke i sidste ende lader sig lokke af det moderne liv inde i byen. Det ville være som gift for dem, siger Costis.
Selv skal han ikke nyde noget: -Jeg har lavet tåbeligheder nok i mit liv, som han siger. Nu gælder det om at nyde resten i en gammel kostald ved bjergenes fod, hvor han efter en lang ungdom som a poor lonesome storbycowboy endelig har fundet ro.
- Se derovre. Om sommeren har jeg aftensolen stående lige ind på sandstensklipperne, siger Costis og peger, mens vi går ud til bilen.
Verdens uheldigste mand bruger ingen tillægsord om sin udsigt. Det er heller ikke nødvendigt.
