Busser med flygtninge er begyndt at rulle ind over grænserne til Østrig og Tyskland, skriver BBC.

Natten til lørdag meddelte den østrigske kansler Werner Faymann på Facebook, at de to lande åbner grænserne for de flygtninge, der befinder sig i Ungarn og ønsker at rejse videre til Tyskland og Østrig.

»På grund af nødsituationen ved den ungarske grænse, er Tyskland og Østrig blevet enige om at tillade de flygtende at fortsætte rejsen ind i deres lande,« skriver Faymann.

Den ungarske regering besluttede fredag at sende busser til de flere hundrede flygtninge, som har forladt hovedstaden Budapest for at nå Østrig til fods.

Læs også:

Busserne begyndte at ankomme til Keleti station fredag aften, hvor mange tusinde flygtninge opholder sig.

Andre busser blev sendt af sted for at samle de flygtninge op, der havde påbegyndt rejsen til fods.

Da busserne ankom frygtede nogle af flygtningene, at de ville blive arresteret i stedet for at blive kørt til Tyskland, fortæller BBCs journalist Matthew Price.

Mange af flygtningene siger, at de gerne vil til Tyskland, der allerede har meddelt, at man forventer at tage imod op mod 800.000 flygtninge alene i år.

Ungarn er blevet transitland for mange tusinde flygtninge fra både Mellemøsten og Afrika.

Fredag godkendte det ungarske parlament nye love om strengere grænsekontrol. Premierminister Victor Orban har tidligere sagt, at den store stigning i antallet af flygtninge er Tysklands problem, da det er Tyskland, som de fleste ønsker at få ophold i.

Den tyske kansler Angela Merkel har opfordret til, at flygtningene fordeles blandt EUs medlemslande.