En scanning af nethinden kan ifølge forskere ved Johns Hopkins University afsløre, hvor meget Multipel Sklerose har udviklet sig hos patienter.

USA: En simpel scanning af øjne kan på få minutter afsløre, hvor aggressivt Multipel Sklerose (MS) har udviklet sig hos patienter. Det skriver medicinske eksperter i tidsskriftet Neurology ifølge BBC News.

Et testforløb, der involverede 164 personer, som ved hjælp af scanning fik målt tykkelsen af nethinden bagerst i øjet - også kaldet retina, viste, at personer med udtynding af nethinden havde en tidligere og mere aktiv MS.

Ifølge forskerteamet fra Johns Hopkins University School of Medicine, som står bag undersøgelserne, skal der imidlertid mere omfattende testforløb over en længere tidsperiode til for at kunne afgøre, hvor anvendelig scanningen kan være i dagligdagen i en praksis.

I de seneste studier blev patienternes sygdoms udvikling fulgt over en toårig periode.

Der er tale om en scanningstype kaldet Optical Coherence Tomography (OCT), som måler tykkelsen af nervefibrene i nethinden bagerst i øjet. Forskere har længe været på udkig efter flere måder at måle MS og tror ifølge BBC News på, at OCT kan være en mulighed.

Forfatteren bag studiet dr. Peter Calabresi siger, at OCT kan være med til at angive, hvor hurtigt sklerosen udvikler sig.

- I takt med, at flere behandlinger er blevet udviklet til at bremse udviklingen af MS, kan det at teste udtyndingen af nethinden i øjnene være nyttig i evalueringen af, hvor effektive de behandlinger er, siger forfatteren bag studiet, dr. Peter Calabresi, ifølge BBC News.