Bilbombe i Kabul onsdag morgen ramte overvejende civile. Vinduerne i Wall Street Journals lokaler blev knust.

København. En talsmand for den amerikanske ambassade i Kabul siger, at en bombe i et stort køretøj, der blev bragt til eksplosion tidligt onsdag, øjensynligt ikke var rettet mod den amerikanske mission.

- Vores ambassade var efter alt at dømme ikke målet for bomben, som blev detoneret nær ambassadekvarterets yderområde, siger talsmanden til BBC.

En journalist fra den amerikanske avis Wall Street Journal, Jessica Donati, siger ifølge BBC, at et køretøj tæt pakket med sprængstoffer eksploderede tæt på indkørslen til den grønne zone.

Den er Kabuls bedst beskyttede bydel med mange kontrolposter, vagtfolk og beskyttelsesmure.

Mindst 80 mennesker er dræbt, og over 350 er såret ved eksplosion i Kabul, siger myndighederne.

Donati siger, at vinduerne i Wall Street Journals redaktionslokaler i byen blev knust.

- Jeg var heldig, fordi jeg var brusebadet, da eksplosionen skete, siger hun.

- Bomben blev detoneret i morgenmyldretiden, hvor et stort antal mennesker kommer til denne del af byen for at arbejde i ambassaderne eller på den militære base, siger Donati.

Ud over vestlige ambassader og regeringsbygninger er den grønne zone også hjemsted for mange af landets embedsmænd og deres familier.

- Det ser ud til, at bomben først og fremmest har ramt civile, siger flere afghanske embedsmænd til Reuters og BBC.

Soldater i kampuniformer står i vejkanten i det ramte område, hvor der kørte udrykningskøretøjer i mange timer efter eksplosionen.

USA overvejer at sende flere amerikanske soldater til Afghanistan.

Der er i dag omkring 8400 amerikanske soldater i Afghanistan, og der er yderligere 5000 fra Nato-allierede, som overvejende er rådgivere.

For seks år siden havde USA over 100.000 mand i landet.

/ritzau/