Øverst ses en helikopter over byen

Gidseldramaet i den lille franske by  Dammartin-en-Goele har lammet hverdagen for byens borgere.

Et øjenvidne helt tæt på den trykkeri-bygningen, hvor de to jagtede terrorister har taget i hvert fald et gidsel, fortæller til bt.dk, hvordan han og hans medarbejdere fredag formiddag pludselig blev hvirvlet ind i dramaet og siden har været fanget på deres arbejdsplads - en lokal ejendomsmægler-forretning:

Følg BTs livedækning her

- Lige pludselig hørte vi  en serie skud og så at folk ude på gaden begyndte at løbe. Det var vel fem eller seks skud, og kort efter kunne vi også se, at der bevægede sig bevæbnede politifolk rundt uden for forretningen, fortæller ejendomsmægler Gregor G. til bt.dk.

- Vi  er i alt 10 personer i forretningen - syv ansatte og tre kunder. Vi reagerede naturligvis ved at blive meget forskrækkede, og vi har fået besked på at holde os inde, så vi faktisk er fanget her nu. Vi følger med så godt vi kan via fjernsynet, og håber bare det bedste. Det er en lille by, og det er meget tænkeligt, at vi kender den person, der bliver holdt som gidsel. Det vil vise sig på et tidspunkt, tilføjer ejendomsmægleren, der har kontor omkring 400 meter fra den bygning, hvor gidseldramaet udspiller sig.

FRANCE-ATTACKS-POLICE-CHARLIE-HEBDO

Flere af de tilstedeværende har børn i en af byens fire skoler, som ifølge ejendomsmægleren enten er blevet evakuerede eller også har børnene fået besked på at blive ind og lukke skodderne for vinduerne.

Bt.dk's udsendte reporter Jens Anton Havskov Hansen, der befinder sig i Dammartin-en-Goele, beretter om en nærmest befæstet by, hvor området omkring selve gidsel-dramaet er gjort så godt som mennesketomt - i hvert fald uden for bygningerne.

- Her er svært bevæbnet politi alle steder, og sammen med et stort antal andre pressefolk bliver vi holdt på omkring en halv kilometers afstand af selve den bygning, hvor de eftersøgte brødre tilsyneladende har forskanset sig, beretter bt.dk's udsendte medarbejder.

- Lige nu virker det, som om alle holder vejret i spænding. På en nærliggende skole har de tilstedeværende journalister for en kort bemærkning kunnet interviewe en gruppe børn i 10-12 års alderen ganske kortvarigt. Børnene virkede alvorlige, og efter kort tid afbrød deres lærer kontakten til journalisterne, fortæller bt.dk's mand på stedet.