Panikken er brudt ud efter en koncert i i Manchester. Der er flere døde, oplyser politiet på Twitter.

Manchester. Flere forfærdede øjenvidner beretter om det øjeblik, hvor en eller to brag kunne høres nær en arena i den britiske by Manchester, hvor sangstjernen Ariana Grande netop har afsluttet en koncert.

Politiet i Manchester melder om flere dødsfald og sårede på Twitter, men det er endnu ikke oplysninger omkring, hvad der præcist er sket.

- Ariana Grande havde lige afsluttet sin sidste sang og forladt scenen, da en stor eksplosion lød.

- Der var tusindvis af personer, som forsøgte at komme ud på én gang. De skreg alle og græd. Hele stedet lugtede røget og brændt, siger koncertgænger Elvie Brewster til det britiske medie Daily Mail.

Brewster beretter, at det lød, som om eksplosionen kom et sted inde i Manchester Arena.

En anden koncertgænger ved navn Jonathan Yates siger til Daily Mail:

- Lige da Ariana Grande-koncerten sluttede, lød der brag som pistolskud - det var skrækindjagende med så mange løbende og grædende mennesker.

Majid Khan var til koncert med sin søster. Han beskriver braget som et "bombelignende brag", der lød, da alle var på vej ud fra koncerten.

- Det var ét brag, og så kom stort set alle andre fra den anden side af arenaen, hvor braget kom fra, pludselig løbende mod os, siger han til The Telegraph.

- Alle var i panik og kaldte på hinanden, fordi nogle var gået på toilettet, mens det skete, så det var ekstremt alarmerende for alle der, tilføjer han.

/ritzau/