Under optøjerne i London natten mellem søndag og mandag blev Emma Timpsons bydel smadret til uigenkendelighed.

Emma Timpson sad natten mellem søndag og mandag i en bus på vej fra sit arbejde tæt ved Londons pæne Soho-bydel. Bussen kørte sydpå over Themsen til den mere rå Brixton-bydel, som er hendes hjem. Men hun anede ikke, at weekendens voldelige optøjer i London var nået til hendes fordør.

- Da jeg sad i bussen, så jeg politibilerne køre mod Brixton. Syv-otte biler, massive, og jeg tænkte 'hvad foregår der?' siger den 21-årige restaurantbestyrer til Ritzau.

Emma Timpson havde forladt Brixton søndag formiddag. På det tidspunkt var der reggaefestival, og stemningen var idyllisk. Det var en smuk dag med godt vejr, og der var en følelse af sammenhold i bydelen.

Men da hendes bus hjem omkring midnat nåede Brixton, havde stemningen ændret sig til noget modbydeligt og fremmed.

- Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede, da bussen kom til Brixton. Det var forfærdeligt. Alle butikkerne var smadrede, og alle virkede virkelig vrede og aggressive. Det var underligt og skræmmende, siger Emma Timpson.

For anden dag i træk blev London natten mellem søndag og mandag raseret af et voldelige optøjer, der startede lørdag som en fredelig protest mod politiet i den nordlige bydel Tottenham.

Her var demonstranter utilfredse med politiets håndtering af sagen om Mark Duggan, en 29-årig brite, der blev skudt og dræbt af politiet under en anholdelse.

- Jeg kommer sent hjem hver aften, hvor jeg plejer at føle mig tryg, men jeg følte mig rigtig, rigtig usikker den aften.

- Det føltes ikke, som om optøjerne kom indefra Brixton, det føltes fremmed, som om det kom udefra. Lokalsamfundet afspejler simpelthen ikke den aggression, som jeg så, siger Emma Timpson.

Den danske ambassade i London advarer danskere mod at deltage i demonstrationer i byen.

/ritzau/