Islamisk Stat har vendt våbnene mod sine egne. Mindst 120 krigere er blevet dræbt i løbet af de seneste måneder, primært udenlandske frivillige, der ville hjem.

SYRIEN: Det er ikke kun fjender, der risikerer at miste livet, hvis de sætter sig op imod Islamisk Stat (IS). Det samme gør terrorbevægelsens egne krigere, hvis de eksempelvis vælger at lægge våbnene og for at vende tilbage til deres hjemland.

I løbet af de seneste tre måneder har IS dræbt mindst 120 - og muligvis mere end 200 - af sine egne militante, skriver The Independent. Langt størstedelen har været såkaldte foreign fighters, det vil sige udlændinge, der er rejst til Syrien eller Irak for at kæmpe for det islamiske kalifat, som IS har proklameret.

Tallene kommer fra observatørgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der støtter borgerkrigens moderate oprørerere i kampen mod præsident Bashar al-Assad.

»Vi kan bekræfte, at 120 krigere er blevet dræbt af Islamisk Stat, men baseret på vores kilder i området tror vi, at flere end 200 er blevet dræbt,« siger direktør Rami Abdurrahman fra Syriens Observatorium for Menneskerettigheder til The Independent.

Det vides ikke præcis, hvor mange personer der er taget fra Danmark til Mellemøsten for at kæmpe sammen med IS, men Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at mindst 110 personer er rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at kæmpe. 16 af dem formodes at være blevet dræbt.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder mener ifølge The Independent at kunne dokumentere, at 116 foreign fighters er blevet dræbt af IS. Selv om man hverken kan bekræfte nationalitet eller alder på de dræbte, ved man, at nogle af dem er europæere.

Trods konstante angreb fra den amerikansk-ledede koalition mod IS vurderes terrorbevægelsen nu at kontrollere et område i Syrien og Irak, der er større end Storbritannien.