Obamas højeste prioritet er strøm til borgerne
De berørte amerikanere af orkanen Sandy skal tages hånd om så godt som muligt. Og det vigtigste for præsident Obama er, at elektriciteten kommer tilbage, sagde han onsdag.
De berørte amerikanere af orkanen Sandy skal tages hånd om så godt som muligt. Og det vigtigste for præsident Obama er, at elektriciteten kommer tilbage, sagde han onsdag.
USA: Med egne øjne har den amerikanske præsident, Barack Obama, oplevet de skader, som orkanen Sandy har forårsaget på sin hærgen gennem delstaten New Jersey. Og på en pressekonference i Atlantic City onsdag aften dansk tid gjorde han det klart, at han prioriterer de berørte amerikanere højt. En udmelding, der også bliver understreget af, at han midlertidigt udebliver fra valgkampen mod republikanske Mitt Romney.
Ifølge Reuters er Obamas største bekymring i genopbygningsindsatsen for de millioner af borgere, der bor på østkystens ramte områder, at de igen skal have elektricitet.
- Vores højeste prioritet lige nu er at få strømmen tilbage, sagde Obama efter at have set Sandys ødelæggelser både fra jorden og fra luften i en helikopter.
- Vi er her for jer, og vi vil ikke glemme, vi vil følge op for at være sikre på, at I får al den hjælp, som I har brug for, indtil der er genopbygget, lød det fra præsidenten.
Han takkede også de brandfolk og redningsarbejdere, som har været med til at hjælpe amerikanerne i de berørte områder, og delstatens guvernør, republikaneren Chris Christie, som har været en indædt modstander af præsidenten.
Til trods for at både Obama og Christie har understreget, at de ikke tænker på præsidentvalget tirsdag, men på at få hjulpet New Jerseys borgere og andre af Sandys ofre, er det ifølge TV2 Nyhedernes korrespondent, Jesper Steinmetz, et vigtigt træk for præsidenten at få skulderklap fra den skarpe kritiker.
Mens Obama brugte dagen i New Jersey, var den politiske modstander, Romney, til valgkampagne i Tampa, Florida, som er en af de vigtigste stater at vinde, da det er en svingstat, som kan falde ud til både demokratisk og republikansk fordel.
Det er især New Jersey, der har været hårdt ramt, efter at Sandy natten til tirsdag brød igennem flere diger. Flere mindre byer har været plaget af enorme vandmasser, heriblandt den lille by Hoboken, hvor 20.000 af områdets 50.000 indbyggere frygtes indespærret i deres hjem på grund af vandmasser. En kombination af regn fra superstormen Sandy og sundhedsfarligt vand fra overfyldte kloaker fylder gaderne, rapporterer amerikanske medier.
I alt har orkanen kostet 64 mennesker i USA livet, og beredskabet advarer om, at tallet kan stige, da flere kan være døde, fordi de er blevet indespærret.