USA: I et forsøg på at sætte skub i den økonomiske vækst vil præsident Barack Obama hæve minimumslønnen med mere end 20 procent, investere 50 milliarder dollar i faldefærdige veje og broer og bruge 15 milliarder dollar på et program, der skal skabe job i byggebranchen. Det fremgår af præsidentens årlige State of the Union-tale ifølge Reuters.

Obama opfordrer Kongressen til at støtte hans plan, der vil omfatte skatte- og uddannelsesreformer, som regeringen blandt andet mener vil gøre det mere attraktivt for fabrikker og producenter at vende hjem til USA.

Den samlede udgift til programmet vil blive opvejet af besparelser og skattereformer, der vil blive fastlagt i Obamas budgetforslag i de kommende uger, oplyser højtstående embedsmænd i Obamas administration ifølge Reuters.

BNB/Reuters