USA: Præsident Obama sagde fredag aften på et pressemøde i Det Hvide Hus, at USA vil gengælde det hackerangreb, som filmselskabet Sony Pictures har været udsat for.

Fredag slog den amerikanske regering på baggrund af FBIs efterforskning fast, at det var Nordkorea, der stod bag hackerangrebet som en reaktion på filmen »The Interview«, der handler om et attentat mod den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

Selskabet har efter angrebet taget filmen af plakaten, endnu inden den har haft premiere.

Det Hvide Hus har tidligere betegnet det omfattende angreb som et nationalt sikkerhedsspørgsmål, og fredag aften dansk tid sagde Barack Obama, at USA vil gengælde angrebet »på et tidspunkt og på en måde, som vi selv vælger«.

Han understregede samtidig, at der ikke er indikationer på, at andre stater har været involveret. Tidligere fredag forlød det, at de amerikanske myndigheder havde fundet frem til, at servere i Kina var blevet brugt til angrebet, men den vinkel figurerede ikke i Obamas fremstilling.

Samtidig gav Obama udtryk for, at han ønskede, at Sony Pictures havde konsulteret Det Hvide Hus, inden selskabet besluttede sig for at tage filmen af plakaten.

Præsidenten udtrykte sympati med selskabet, men understregede samtidig, at det ikke burde have ladet sig skræmme. Det skete med ord som, at »en eller anden diktator« skal ikke have lov til at indføre censur i De Forenede Stater.

Sent fredag eftermiddag dansk tid sendte de ukendte hackere en besked til Sony Pictures, hvor de udtrykte glæde over, at filmen »The Interview« er taget af plakaten.