Én gang for alle skal kræft bekæmpes, og USA vil være det land, der gør det, lyder det i præsidentens tale.

Washington DC: USA's præsident, Barack Obama, siger i sin State of the Union-tale, at USA skal være det land, der én gang for alle finder en kur mod kræft.

- I aften lancerer jeg en ny national indsats for at få det gjort (kureret kræft, red.), siger han.

Det bliver vicepræsident Joe Biden, der for nylig mistede en søn til kræft, der kommer til at stå i spidsen for indsatsen.

- Jeg sætter Joe i spidsen for mission control, siger Obama med henvisning til, at USA var det første land til at sætte en mand på månen - og derfor også kan blive det første land til at finde en kur mod kræft.

- For de af vores elskede, vi har mistet, for de familier, vi stadig kan redde, lad os gøre USA til det land, som kurerer kræft én gang for alle.

/ritzau/