USA: Den amerikanske præsident, Barack Obama, sagde onsdag under et møde med den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, at USA nøje følger de omfattende demonstrationer i Hong Kong og opfordrede til en fredelig løsning på problemet. Det skriver Reuters.

»Præsidenten og ambassadør Rice (USAs sikkerhedspolitiske rådgiver, Susan Rice, der også var med til mødet, red.) bemærkede, at USA følger udviklingen i Hong Kong nøje og udtrykte håb om, at uenighederne mellem Hong Kongs myndigheder og demonstranter vil blive løst fredeligt,« lyder det fra Det Hvide Hus i en skriftlig udtalelse efter mødet.

»USA har konsekvent støttet et åbent system, der er afgørende for Hong Kongs stabilitet og udvikling, frie valg og Hong Kongs befolknings håb for fremtiden,« lyder det yderligere.

Tusindvis af demonstranter har de seneste dage demonstreret i Hong Kongs gader, hvor de har forsøgt at få verdens opmærksomhed rettet mod manglen på demokrati.

Kina har opfordret til, at andre lande blander sig uden om den »interne« sag.

BNB