USA's præsident vil fremlægge en række krav til blandt andet baggrundstjek, hvis folk vil købe våben.

Washington: En ny vejledning til alle, der sælger våben i USA, er mandag blevet fremlagt af præsident Barack Obamas regering.

Det er præsidentens seneste udspil i sit mangeårige forsøg på at få strammet våbenlovgivningen.

Hidtil har Kongressen spændt ben for Obamas planer, men de nye krav omgår politikerne i Senatet og Repræsentanternes Hus, fordi de ikke er så vidtrækkende som tidligere forslag, skriver The New York Times.

I den nye vejledning bliver det slået fast, at alle våbenhandlere skal udføre et baggrundstjek af køberne. Uanset om våbnet bliver solgt på loppemarkeder, på internettet eller i forretninger.

- Vi vil forhindre, at våben havner i de forkerte hænder, vi vil stramme vores våbenlov, skriver præsident Barack Obama på sin officielle Twitterkonto.

- Våbenlobbyen holder muligvis Kongressen som gidsel, men den kan ikke holde hele Amerika som gidsel. Vi kan ikke acceptere dette blodbad i vores lokalsamfund, lyder det videre fra præsidenten.

Den nye vejledning vil lukke nogle af de huller i lovgivningen, som hidtil har gjort det muligt at købe pistoler og geværer uden at blive tjekket. Millioner af våben er solgt uden et baggrundstjek af køberen på blandt andet våbenmesser og på internettet.

Den amerikanske præsident har i flere år været frustreret over Kongressens manglende vilje til at skærpe landets våbenkontrol.

Han har derfor holdt møde med sin justitsminister, Loretta Lynch, for at diskutere tiltag, der kan reducere problemerne med våben, uden at Kongressen skal stemme tiltagene igennem.

Præsidenten har adskillige gange opfordret politikerne i Kongressen til at stramme våbenloven. Særligt efter massakren i 2012 på en skole i Newtown har Obama hævet stemmen over for lovgiverne. 26 personer mistede dengang livet.

/ritzau/