Obama giver æresmedaljer til Albright og Dylan
Tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og sangeren Bob Dylan kan nu bryste sig med den højeste civile udmærkelse i USA.
Tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og sangeren Bob Dylan kan nu bryste sig med den højeste civile udmærkelse i USA.
Tidligere udenrigsminister i USA, Madeleine Albright, sanger og sangskriver Bob Dylan, forfatter Toni Morrison, tidligere astronaut og senator John Glenn samt Israels præsident, Shimon Peres, er nu alle kommet i det samme, fine selskab.
Tirsdag var de nemlig blandt de i alt 13 prominente personer, der fik overrakt den fornemme æresmedalje, Presidential Medal of Freedom, af USAs præsident Barack Obama.
- Både gennem deres handlinger og deres ord har disse mennesker haft en enorm betydning for samfundet. De har beriget vores liv og gjort det til et bedre liv, sagde Barack Obama, da han overrakte medaljerne.
Præsidentens medalje er sammen med Congressional Gold Medal de højeste civile udmærkelser, som man kan få i USA. De tildeles personer, som på en særlig måde har tjent USA og hele verdens interesse både på det politiske og kulturelle felt.
Udmærkelsen er civil, men kan også tildeles militærpersoner og bæres på deres uniformer.
De 13 nye modtagere af medaljen repræsenterer både politik, kultur, videnskab og sport. Fra Madeleine Albright, der blev den første kvindelige udenrigsminister i USA, til den tidligere basketball-træner Pat Summitt, som hædres for sin indsats for at udbrede kendskabet til Alzheimers sygdom.
Blandt modtagerne er også to afdøde personer. Det er Juliette Gordon Low, som grundlagde den amerikanske pigespejder-bevægelse, samt den polskfødte Jan Karski, der var en af de første, der fortalte verden om Holocaust under Anden Verdenskrig. Han blev amerikansk statsborger i 1954.