Obama får en ny chance for at skrive sig ind i historien

- Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig - spørg, hvad du kan gøre for dit land.

Det er historiske citater som det ovenstående, Barack Obama er oppe imod, når han mandag aften dansk tid skal holde sin anden tiltrædelsestale som USAs præsident. Der vil være stort fokus på ordene fra Obama, for der knytter sig altid store forventninger til talerne - også selvom størstedelen af dem havner i glemmebogen frem for i historiebøgerne, forklarer USA-ekspert Niels Bjerre Poulsen, der er lektor i amerikanske samfundsforhold ved Syddansk Universitet.

Han vurderer dog, at forventningerne til den ellers oratorisk begavede Obama vil være mindre denne gang, end første gang han blev indsat som præsident. De fleste kan dårligt huske, hvad Obama sagde dengang, fordi hans hudfarve løb med opmærksomheden, påpeger Niels Bjerre Poulsen.

- Nyhedsværdien i, at han er den første sorte præsident, er ikke den samme. Det er ikke en historisk skillelinje, på samme måde som 2009 var. Da Obama blev indsat i 2009, var det jo ligesom sådan en katarsis (renselse, red.), man slap af med en af de mest upopulære præsidenter nogensinde (George W. Bush, red.), som stod bag to krige. Derudover fik man gjort op med arvesynden tilbage fra slaveriet. Der var virkelig en følelse af, at noget var blevet fuldbyrdet, da man valgte en sort præsident. Men det er omstændighederne og ikke talen, de fleste husker, uddyber han.

Når det indimellem lykkes præsidenterne at give deres ord vinger, så de løfter sig over deres samtid og går over i historien, så skyldes det ofte et sammenfald af flere faktorer. Der skal være en villighed til den forandring, en præsident ofte vil forsøge at indvarsle med sin tale, påpeger USA-eksperten.

- Jeg hører ikke til dem, der mener, at retorikken gør det i sig selv. Omstændighederne er vigtige, der skal være en modtagelighed blandt befolkningen, så kan talen, hvis den fanger det rigtige, være med til at afspejle de strømninger, der er i tiden og på en eller anden måde være med til at forme tidsånden. Men jeg tror ikke, at taler alene former historien, siger Niels Bjerre Poulsen.

Han understreger, at vi ofte skal have talerne lidt på afstand, før vi kan vurdere deres betydning og betydningsfuldhed.

- Tit er det retrospektivt, man kan se, at de taler på en eller anden måde var tidstypiske eller indvarslede noget nyt. Kennedys tale og idéen om, at faklen var givet videre til en ny generation, passede sammen med mange amerikaneres fornemmelse af, at tingene var gået lidt i stå i slutningen af 1950erne. Den virkede også med det samme, men den er også efterfølgende blevet set som et eksempel på 1960ernes ukuelige optimisme, forklarer han.