USA: Mellemøsten er det helt store omdrejningspunkt i præsident Obamas tale på FNs årlige generalforsamling i New York tirsdag.

Som noget af det første konstaterede Obama ifølge nyhedsbureauet Reuters, at præsident Assads regime i Syrien »skal bringes til ophør«.

Yderligere beskyldte den amerikanske præsident Iran for at bidrage til at holde en diktator ved magten i Syrien og sagde, at det var på tide at isolere dem, der bruger hadet mod USA, Israel og Vesten som deres centralpolitiske princip.

- Ligesom den begrænser dens egen befolknings rettigheder, opretholder den iranske regering en diktator i Damaskus og støtter terrorgrupper i udlandet, fortalte Obama FNs Generalforsamling med henvisning til Syriens præsident Bashar al-Assad.

- Igen erklærer vi, at Bashar al-Assads regime må bringes til ophør, således at det syriske folks lidelser kan stoppe, og en ny start kan begynde.

BNB/Reuters