Amerikanske Wikipedia er lukket onsdag, men USAs præsident vil ikke støtte omstridt antipirat-lovforslag.

USAs præsident, Barack Obama, vil ifølge netudgaven at det amerikanske erhvervsmagasin Forbes ikke medvirke til en lov, der vil indskrænke amerikanske websites’ muligheder for linke til potentielle pirat-websites.

Forslaget er stillet i Kongressen på vegne af film- og medieindustrien med mogulen Rupert Murdoch i spidsen og har udløst skarpe protester samt ikke mindst skabt sorte huller i nettet i det næste døgn. Det kan bl.a. opleves på den amerikanske udgave af internetleksikonet Wikipedia, som onsdag optræder med sort skærm og en tekst, der forklarer baggrunden for den midlertidige lukning.

I følge b.dk har forslaget til hensigt at dæmme op for pirateri på nettet - og giver de amerikanske myndigheder og rettighedshavere en række vidtgående beføjelser.

Det omfatter blandt andet retten til at blokere for amerikanernes adgang til udenlandske tjenester, hvis altså blot de udenlandske tjenester er under mistanke for at deltage i pirateri.

Ifølge forslaget skal søgemaskiner også kunne tvinges til at fjerne links til de mistænkte tjenester.

Forslaget, der forkortet kaldes SOPA (Stop Online Piracy Act), menes dog ikke at have store chancer for at blive virkelighed. Præsident Obama har for ganske nylig meddelt, at han ikke kan støtte forslaget og med den afvisning er det svært at se, at det har nogen fremtid.

Eller som Forbes skriver:

-SOPA has been killed for now.