KØB PLUS!

Obama advarer Assad mod at bruge kemiske våben

Der bliver konsekvenser, hvis den syriske præsident Assad bruger kemiske våben i kampen mod oprørerne. Den amerikanske præsident vil holde ham ansvarlig, lyder advarslerne.

USA: - Jeg vil gøre det klart over for Assad og de, der tager ordrer fra ham: Verden holder øje.

Derfor skal Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke vove at bruge kemiske våben mod oprørsstyrkerne, som fortsat kæmper for at få ny regering og demokrati, lyder advarslerne fra den amerikanske præsident, Barack Obama. Det skriver Reuters.

Samtidig understreger han, at det vil få konsekvenser, hvis det sker i Syrien.

- Brugen af kemiske våben er og vil være totalt uacceptabel, og hvis I begår den tragiske fejl at bruge disse våben, vil der være konsekvenser, og I vil blive holdt ansvarlige, er Obamas advarsel, som han fremsatte på et møde med amerikanske atomeksperter mandag aften.

USA støtter fortsat det syriske folks ønske og arbejder for at få et Assad-frit Syrien, gør den amerikanske præsident ligeledes klart.

Tidligere på dagen fortalte talsmanden for Det Hvide Hus, Jay Carney, ligeledes om USAs stærke bekymring for, at der vil blive brugt kemiske våben i det borgerkrigshærgede Syrien. Derfor han man sat et »beredskab« i gang.

Carneys kommentar faldt umiddelbart efter, at udenrigsminister Hillary Clinton - ligesom præsidenten nu også har gjort det - offentligt advarede Syrien mod at bruge kemiske våben. På pressemødet ville Jay Carney imidlertid ikke løfte sløret for, hvad det er for beredskabsplaner, man har iværksat.

Mandag meldte FNs Humanitære Koordinationskontor også ud, at FN vil trække en stor del af sine omkring 100 internationale medarbejdere ud af landet på grund af den stigende vold og uro. En fjerdedel af medarbejderne forventes således at forlade Syrien i løbet af den kommende uge.

Men det er ikke bare i Syrien, den er gal med kemiske våben. Derfor vil amerikanerne til trods for svære finansielle beslutninger fortsat investere i programmer, som udrydder sådanne våben, »fordi vores nationale sikkerhed afhænger af det«, understreger Barack Obama. Han peger på, at der fortsat er ivrige terrorister, som ønsker at ramme især Vesten.

- Hvis de får fat på dem (de kemiske våben, red.), så vil de bruge dem. Potentielt kan de dræbe hundredtusindvis af mennesker, hvilket muligvis kan udløse en global krise. Derfor tror jeg fortsat, at atomterrorisme er en af de største trusler mod global sikkerhed, og derfor vil arbejdet for at forhindre atomterrorisme forblive en af mine topprioriteter, så længe jeg har privilegiet at være præsident i USA, siger Obama.