I alt tre personer er blevet såret ved et skoleskyderi på Harris County College i Harris County i nærheden af Houston, oplyser myndighederne ved 21:30-tiden, dansk tid.

Ifølge hjemmesiden Click2Houston skete skyderiet på Lone Star Colleges North Harris campus kort efter middag tirsdag amerikansk tid.

Ifølge politifolk er mindst en person anholdt efter skyderiet, men det står ikke klart, om den anholdte er personen, der har affyret skud.

Endnu en mistænkt, en mand der beskrives som 18 til 20 år, flygtede i nordlig retning, og han jagtes nu af politiet.

- Jeg ventede på at min engelsktime skulle starte, det var fem minutter før timen skulle starte, og pludselig hørte jeg skud og folk, der løb ude på gangen. Nogle elever kom ind i vores klasseværelse for at søge beskyttelse, og vi lukkede døren og skubbede et bord op imod døren, og så gemte vi os, fortæller et vidne, Amanda Vasquez.