Endnu engang mislykkedes det for Donald Trump at afskaffe sin forgængers sundhedsreform. Præsidenten raser på Twitter.

Det var et sandt drama i det amerikanske Senat tidligt fredag morgen, dansk tid, da den kræftsyge republikanske senator John McCain sammen med to partifæller blokerede for at skrotte dele af Obamacare.

Den republikanske senator John McCain var en af de tre republikanere, der stemte imod at skrotte dele af Obamacare.
Den republikanske senator John McCain var en af de tre republikanere, der stemte imod at skrotte dele af Obamacare. Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

De tre republikanere stemte imod et forslag til en såkaldt 'mager tilbagetrækning' ('Skinny repeal', som forslaget bliver kaldt i USA), og dermed sikrede de med blot én stemmes overtal, at forslaget faldt. Republikanerne repræsenterer 52 af Senatets 100 sæder.

Forslaget, der blev nedstemt, ville blandt andet have fritaget privatpersoner og arbejdsgivere fra det nuværende krav om at købe forsikring - ellers ville de være blevet straffet.

Forslaget lagde desuden op til at droppe et krav om, at virksomheder skal tilbyde deres ansatte sundhedsforsikring. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Afstemningen blev fulgt med spænding af både amerikanske og udenlandske medier, og til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt republikanernes leder i Senatet Mitch McConnell kunne sikre de nødvendige stemmer.

John McCain forlader Senatet efter afstemningen. 
John McCain forlader Senatet efter afstemningen.  Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

Ekstra dramatisk blev det, fordi den tidligere præsidentkandidat, den 80-årige senator fra Arizona, John McCain, vendte tilbage til Washington for at afgive sin stemme, og det var ventet, at han ville stemme sammen med sine partifæller. I sidste uge blev McCain opereret i hjernen for en kræftsvulst.

Som sagt var John McCain ikke den eneste republikaner, der modsatte sig forslaget. Også hans partifæller Lisa Murkowski and Susan Collins gik sammen med Demokraterne om at redde Obamacare i denne omgang.

Sundhedsreformen er en torn i øjet på Republikanerne, og afskaffelsen af Obamacare var et af Trumps vigtigste valgløfter.

Efter afstemningen gav præsidenten da også udtryk for sin skuffelse på sit yndlingsmedie Twitter.

'3 republikanere og 48 demokrater lod det amerikanske folk i stikken. Som jeg hele tiden har sagt: Lad Obamacare kollapse. Derefter forhandling.'

Demokraterne, der alle stemte imod forslaget, har peget på, at Obamacare har forsikret millioner af amerikanske borgere.

Og analyser af forskellige republikanske tilbagetrækningsforslag viser, skriver dpa, at flere end 20 millioner amerikanere ville miste deres forsikring, hvis Obamacare afskaffes.

'Skinny repeal' er blot et af mange forskellige republikanske forsøg på - helt eller delvist - at komme Obamacare, hvis rette navn er Afforable Care Act - til livs. 'Skinny repeal' er et af de forslag, som ville have haft mindst indflydelse på Obamacare, mens nogle af de forslag, der skal stemmes om i den kommende tid er væsentlig mere omfattende.