Krigsskibet USS New York med 7,5 ton stål fra ruinerne af World Trade Center i stævnen ankom mandag til New York, hvor der nu skal afholdes en række arrangementer til ære for skibet.
Skibet leverede en salut på 21 skud lige ud for det sted, hvor tvillingtårnene World Trade Center stod, indtil de den 11. september 2001 blev ramt af et terrorangreb.
På kajen stod tusindvis af mennesker for at hylde skibet og ære de op imod 3000 mennesker, der blev dræbt ved terrorangrebet.
Det er planen, at skibet formelt indsættes i aktiv tjeneste i den amerikanske flåde på lørdag.
/ritzau/AFP






















