København:

USA vil tjekke danske besøgende grundigere

WASHINGTON: USA varsler nu ændringer i sit visumsystem, og det kan få betydning for blandt andet danske rejsende.

Ændringerne kommer i kølvandet af angrebene i Paris 13. november og betyder, at USA vil indhente flere informationer om, hvor besøgende fra udlandet tidligere har rejst.

Stramningerne gælder visumaftaler med 38 lande - heriblandt Danmark - hvor folk kan rejse til USA uden at have modtaget visum inden afrejse.

Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA, vil - når lovgivningen er vedtaget - øjeblikkeligt kunne begynde at indsamle de ekstra oplysninger om blandt andet tidligere rejser til konfliktområder som Syrien og Irak, oplyser Det Hvide Hus.

- Ændringerne vil forbedre vores muligheder for at afværge terrorforsøg udført af folk, der rejser med pas, der enten er blevet stjålet eller er blevet tabt, siger Josh Earnest, talsmand i Det Hvide Hus, på et pressemøde.

/ritzau/Reuters

Burkina Faso vælger ny præsident for første gang i tre årtier

OUAGADOUGOU: Burkina Fasos nye præsident hedder Roch Marc Kaboré. Det oplyste Den Uafhængige Nationale Valgkommission sent mandag lokal tid ifølge AFP og Reuters.

Kaboré, der var en af i alt 14 kandidater ved valget, har opnået 53,5 procent af stemmerne. Det er nok til at undgå en anden valgrunde.

Samtidig erkendte Kaborés nærmeste rival, den tidligere finansminister Zephirin Diabre, ifølge AFP sit nederlag.

Valget af den tidligere premierminister som præsident er en skelsættende begivenhed for det vestafrikanske land, der siden 1960, hvor det opnåede uafhængighed fra Frankrig, kun er blevet regeret af ledere, der har kuppet sig til magten.

Roch Marc Kaboré bliver den første nye leder af Burkina Faso i næsten tre årtier, efter at Blaise Compaore, der i 27 år var landets præsident, sidste år flygtede i eksil som følge af voldsomme demonstrationer rettet mod ham.

/ritzau/

Pave Frans: Brug af kondom mod aids er kompliceret

VATIKANET: Det er et "kontroversielt" spørgsmål, hvorvidt kondomer skal bruges i kampen mod aids, mener pave Frans, som er overhoved for den romerskkatolske kirke, der af religiøse årsager forbyder brugen af præventionsmidler.

Nok er spørgsmålet kontroversielt, men verden har større problemer, lød det dagen før "Worlds Aids Day", som finder sted 1. december hvert år.

Det argentinske overhoved erkender, at emnet er "moralsk kompliceret for Kirken", men han afviser at blive trukket ind i en debat.

Den romerskkatolske kirke er imod alle former for prævention og siger i stedet, at afholdenhed er den bedste måde at undgå en spredning af aids, som er en af de mest dødelige og smitsomme sygdomme i verden.

/ritzau/

Tyrkisk politi napper 1300 migranter dagen efter EU-aftale

AYVACIK: Tyrkiet tilbageholdt mandag 1300 migranter - som håbede på at nå Europa - i en større razzia blot et døgn efter, at man blev enig med EU om at sætte ind over for antallet af flygtninge, som rejser mod EU.

Aktionen blev indledt før daggry med 250 politibetjente, som ransagede otte forskellige steder på kysten omkring turistbyen Ayvacik, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

Først blev omkring 850 tilbageholdt, hvilket steg til 1300 i løbet af mandagen.

Tre formodede menneskehandlere blev anholdt, mens fire både og seks motorer blev beslaglagt, lyder det.

Regionen omkring Ayvacik er blevet centrum for flygtninge, som forsøger at nå Grækenland, der er medlem af EU.

Den græske ø Lesbos ligger blot få kilometer mod syd, men overfarten er risikabel, da den ofte sker i overfyldte og åbne både.

/ritzau/AFP

Oprørere hakker mindst syv ihjel med machete i DRCongo

KINSHASA: Oprørsstyrker i Uganda står bag et angreb i Den Demokratiske Republik Congo, som har kostet mindst 23 personer livet, herunder en medarbejder fra FN.

Angrebet fandt sted i den urolige, østlige del af landet, oplyser Monusco, der er navnet på FN's mission i landet.

De 23 døde dækker foruden FN-medarbejderen fra Malawi over 12 oprørere samt fire congolesiske soldater og syv civile, som blev hakket ihjel med machete.

Det siger Felix Prosper Basse, som er talsmand for FN-missionen i landet.

/ritzau/AFP

Løkke tror på en brugbar aftale på klimatopmøde i Paris

KØBENHAVN: Det er en positivt indstillet statsminister, der deltager i klimatopmødet COP21 i Paris. I hvert fald er han ret sikker på, at landene opnår en global klimaaftale.

- Min forhåbning, som jeg tror er realistisk, er, at man får en aftale. Men det er jo ikke en aftale, som i sig selv er tilstrækkelig, siger Lars Løkke Rasmussen (V) til Ritzau.

- Succes har jo noget at gøre med at sætte forventningerne, så man kan indfri dem. Der kommer ikke en aftale ud af det her, som har et konkret indhold, der sikrer tograders-målsætningen. Men jeg tror alligevel, at der kan komme noget brugbart ud af det.

For selvom landene har forpligtet sig "på et utilstrækkeligt niveau", så har de stadig forpligtet sig, siger statsministeren til Ritzau.

- Og hvis man samtidig sørger for at få nogle stærke evaluerings- og monitoreringsværktøjer, så det kan det drive en proces, hvor man over tid øger ambitionsniveauet, så minder arkitekturen af det, der kommer ud af det, det som vi var på jagt efter i København.

Regeringen meldte mandag ud, at man vil bidrage til at sætte skub i energiforskningen, der skal hjælpe til at redde kloden mod uoprettelige klimaforandringer.

/ritzau/

Israelere kendt skyldige i afbrænding af teenager

JERUSALEM: En domstol fandt mandag to israelere skyldige i at brænde en palæstinensisk teenager levende forud for konflikten i Gaza sidste år.

Men dommen er blevet udsat, hvilket øger risikoen for nye spændinger efter to måneder med palæstinensiske knivangreb.

Domstolens beslutning om at udsætte skyldskendelsen for at vurdere hovedmandens mentale tilstand, blev kritiseret af offerets familie og den islamistiske bevægelse Hamas.

I mandagens kendelse blev to jødiske israelere, som var mindreårige, da de blev sigtet, af retten fundet skyldige i at brænde en 16-årig palæstinenser levende.

En tredje tiltalt, en 31-årig israelsk bosætter, der ses som hovedmanden, blev ligeledes kendt skyldig i bortførelsen og afbrændingen i juli sidste år.

Men dommen udsættes, da hans advokater har argumenteret for, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket.

/ritzau/

Sveriges økonomi drøner derudaf

STOCKHOLM: Der er en overordentlig solid fremgang i det svenske bruttonationalprodukt, viser tal fra Sveriges statistiske myndigheder.

I forhold til tredje kvartal sidste år har Sverige en vækst i BNP på 3,9 procent. Det overgår alle forventninger.

Det er navnlig forbrugernes købelyst, der bidrager til den store fremgang. Men også en stigning i ejendomskøb bidrager.

Derimod oplever Sverige lige som Danmark en stagnering i eksporten.

- Det her er stærke tal ud fra et historisk perspektiv. Gennemsnitstilvæksten i Sverige de sidste 20 år har ligget på cirka 2,5 procent, siger Annika Winsth, Nordeas cheføkonom, til Svenska Dagbladet.

/ritzau/