En lille pige var knap nok blevet født, da hun blev mødt af kys fra folk, der ville hilse hende velkommen til livet. Men et af kyssene kunne være blevet et dødens kys, da den lille pige blev smittet med en sygdom, der kunne have kostet hende livet. Nu advarer hendes mor andre mødre om farene ved at lade sit nyfødte barn blive kysset af folk, der kan have eller har herpes.

Da Claire Henderson fra Doncaster i England for lidt over en måned siden fødte datteren Brooke, strømmede det til med folk, der ville ønske tillykke og se det lille vidunder.

Flere af de fremmødte kyssede den lille pige. En af dem var smittet med en herpes-virus, der forårsager forkølelsessår og blandt andet smitter ved mund-til-mund kontakt.

Men kvinden havde ingen forkølelsessår på det tidspunkt og var ikke selv klar over, at hun var smittet.

Ingen tænkte derfor nærmere over det, da hun gav den lille pige et kys.

Kan være dødeligt

Da Claire Henderson noget tid efter en aften gav sin datter mad, lagde hun mærke til, at Brooke havde fået et forkølsessår og havde opsvulmede læber.

Med det samme kørte hun mod hospitalet med sin lille datter.

»Min ven havde delt en artikel med mig på Facebook, da jeg var fire måneder gravid, om farene ved forkølelsessår på babyer,« siger Claire Henderson til Buzzfeed.com.

Da Claire Henderson ankom til hospitalet, fik hun at vide af lægerne, at hun havde gjort det helt rigtige ved at tage situationen seriøst. Små nyfødte børn har nemlig ikke samme mulighed for at bekæmpe virussen som voksne - og de nyfødte kan i værste fald miste livet på grund af det.

Lille Brooke havde sår bagerst i sin hals og på sine læber, og hun blev med det samme undersøgt for at se, om hendes hjerne eller lever havde taget skade.

»Hvis vi ikke havde gjort noget, kunne det nemt at spredt sig og - i værste fald - være fatalt,« siger Claire Henderson.

'Kys ikke nyfødte den første måned'

Tilfælde som Brookes er sjældne, men meget alvorlige, fortæller professor i børnesygdomme fra Stanford Universitet, Bonnie Maldonado, til Buzzfeed.com.

Kommer babyer i kontakt med forkølelsessår inden for deres første måned af livet, kan det føre til 'alvorlige neorologiske lidelser' eller døden, siger hun.

»Vi opfordrer folk til ikke at kysse nyfødte i deres første leve-måned, hvis de har læsioner,« siger Bonnie Maldonado.

Det er dog langt fra alle babyer, der er udsatte for herpes-smitten, da de fleste har antistoffer til at bekæmpe smitten i sig fra deres mødre.

Advarer andre forældre

Efter Brooke blev indlagt på hospitalet, fik hun medicin gennem et drop i fem dage. I dag har hun det helt godt igen.

Claire Henderson besluttede sig efterfølgende for at dele oplevelsen i et opslag på Facebook for at advare andre mødre om at være opmærksomme på den farlige smitterisiko.

'Ingen, jeg havde talt med, havde ikke hørt om dette før, og jeg følte, at det var vigtigt at dele Brookes historie og skabe bevidsthed for at forhindre, at andre skal igennem det samme, som vi skulle,' skriver Clarie Henderson blandt andet i opslaget på Facebook.

Det opslag er siden blev delt mere end 37.000 gange.

»Jeg håber virkelig, at det har øget bevidstheden om risikoen og kan hjælpe andre forældre til at genkende sympomerne, hvis deres baby også bliver smittet,« siger Claire Henderson til Buzzfeed.com.