Ved du noget om sagen, eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Da flere selvmordsterrorister tirsdag aften angreb en af Europas mest travle lufthavne i Istanbul, var det nøje planlagt.

Det fortæller Tyrkiets premierminister Binali Yildirim på et pressemøde onsdag, skriver nyhedsbureauet AP.

»Da terroristerne ikke kunne komme forbi sikkerhedssystemerne, da de ikke kunne komme forbi scannerne, politiet og sikkerhedsvagterne, vendte de tilbage og tog deres våben ud af deres kufferter, hvorefter de begyndte at skyde tilfældigt ved et sikkerhedstjek,« siger han og tilføjer:

»Én sprængte sig selv i luften udenfor, og de to andre sprængte sig selv i luften inde i terminalen.«

42 mennesker mistede livet, da terroristerne angreb Istanbuls Atatürk lufthavn tirsdag aften med selvmordsbomber. 238 andre blev såret.

En anonym talsmand fra det tyrkiske indenrigsministerium fortæller til AP, at de tre mænd ankom til lufthavnsterminalen i en taxa.

Den første gerningsmand gik angiveligt ind i terminalen, hvor han åbnede ild og derefter sprængte sig selv i luften i nærheden af en røngten-maskine ved et sikkerhedstjek.

Den anden gerningsmand udnyttede ifølge talsmanden panikken og kaosset til at gå op til afgangshallen, hvor han detonerede sin selvmordsvest.

Den tredje gerningsmand ventede uden for under hele angrebet og detonerede sin bombevest, da folk begyndte at strømme panisk ud af lufthavnen.

Artiklen fortsætter under billedet:

Billede fra lufthavnen i Istanbul dagen efter angrebet.
Billede fra lufthavnen i Istanbul dagen efter angrebet. Foto: OZAN KOSE
Vis mere

Mistanken er rettet mod Islamisk Stat

De tyrkiske myndigheder mistænker indtil videre terrorbevægelsen Islamisk Stat for at stå bag det blodige angreb.

»Vores mistanke mod IS bliver ved med at veje tungere og tungere,« siger premierminister Binali Yildirim ifølge AP.

Tidligere onsdag forklarede Tyrkiets indenrigsminister Efkan Ala, at det kunne tyde på, Islamisk Stat stod bag, men at intet endnu var sikkert. Han sagde ifølge nyhedsburauet også, at myndighederne mener, terroristerne ikke var tyrkiske statsborgere, men at efterforskningen endnu er i gang.

»Enhver forbindelse bliver evalueret grundigt,« sagde han.

Sent onsdag aften forlød det, at antallet af dræbte var steget fra 41 til 42, da en af de sårede fra angrebet mistede livet på hospitalet. Blandt de dræbte er fem saudiarabere, to irakere, en kineser, en jordaner, en tuneser, en usbeker, en ukrainer og en iraner.

109 af de sårede er udskrevet, mens 41 mennesker endnu modtager intensiv behandling, oplyser den tyrkiske sundhedsminister ifølge Ritzau.

Istanbuls Atatürk lufthavn er den tredjestørste i Europa med mere end 60 millioner passagerer om året.