Han gav dem stærke beroligende piller. For at få sex inviterede han dem hjem til luksusvillaen – officielt for at give kvinderne gode karriereråd. Og mindst én gang ’glemte’ han at spørge om lov til sex, før kvinden var godt og grundigt omtåget. Men er Bill Cosby voldtægtsmand? Det spørgsmål er det i den lange ende op til advokaterne og en dommer at besvare.

Natten til i går offentliggjorde myndighederne i den amerikanske stat Pennsylvania en godt 1.000 siders afskrift fra en fire dage lang afhøring i 2005 og 2006. Og selvom Bill Cosby, der i 1980erne og 90erne var én af verdens mest magtfulde og rigeste showbiz-personer, ikke direkte indrømmer, at han voldtog eller udnyttede nogle af sine mange kvindelige bekendtskaber seksuelt, så kommer han faretruende tæt på.

Således afslører den i dag 78-årige komiker, der fik sit verdensgennembrud med tv-serien ’The Cosby Show’, hvor han spillede velhavende familiefar og kirurg på Manhattan, at han ofte gav sine elskerinder den stærke anti-allergi medicin Benadryl, der også virker let bedøvende.

Samtykke eller ej

Og Cosby indrømmer også, at han ved at ’opfinde’ en ryglidelse fik mindst syv recepter på de betydeligt stærkere beroligende piller Quaaludes.

Cosby fortæller under afhøringen, at han anskaffede denne medincin med det ene formål at give den til fremtidige elskerinder - Han kalder det ’datidens party-drug’.

Men under afhøringen afslører den verdensberømte komiker kun én navngiven situation, hvor han brugte pillerne til det formål.

Således mødte Bill Cosby i 1976 den 20-årige Therese Serignese på et luksushotel i Las Vegas.

Ifølge Cosby var Serignese godt klar over, at hun fik pillerne. Men når advokaten under afhøringen i 2005 spørger: ’Vurderer de, at Mrs. Serignese på det tidspunkt var i stand til at give sit samtykke til sex?’

Til det svarer Cosby, ifølge udskriften, afdæmpet:

’Det ved jeg ikke’.

Sagsøgt af basketballtræner

Afhøringerne i 2005 og 2006 kom, efter at Bill Cosby var blevet sagsøgt af den dengang 32-årige Andrea Constand, som Cosby mødte på Philadelphias Temple University, hvor hun arbejdede som basketballtræner.

De to havde været venner med dét, Cosby kalder ’erotiske undertoner’, i fem år. Men under et møde i 2005 gik Cosby ifølge Constand for vidt.

Og ifølge de netop offentliggjorte dokumenter forløb aftenen således:

Over middag gav Bill Cosby Andrea Constand gode råd med henblik på en eventuel ny karriere.

Hun virkede oprørt. Og Cosby tilbød hende tre ’blå piller’.

Andrea tog alle tre piller, og snart følte hun sig ’svimmel og svag’.

Andrea Constand vågnede op klokken fire om morgenen. Cosby var da iført badekåbe. Andrea Constands tøj var spredt over det hele. Og hun følte sig angiveligt øm omkring brysterne og imellem benene.

Manglende beviser

Der blev ifølge politiet i Philadelphia ikke rejst anklage imod Bill Cosby. Beviserne var angiveligt ikke stærke nok. Og det var først under den følgende private erstatningssag, at afhøringen af komikeren fandt sted.

Sagen blev afsluttet med en hemmeligholdt erstatning til Andrea Constand – uden nogen form for officiel tilståelse.

Først natten til i går blev privatsagens akter således offentliggjort.

Og detaljerne vedrørende Andrea Constand og Therese Serignese er ikke de eneste Cosby-pinligheder, der nu er afsløret.

Således fortæller en journalist fra avisen New York Times, der som det eneste medie har lyttet til optagelserne fra afhøringen, at Bill Cosby lyder skiftevis: nedladende, arrogant, irriteret, overbærende og til tider ligefrem pralende.

Sådan lyder anklagerne

Over 30 kvinder har afsløret næsten enslydende historier om Bill Cosbys påståede overgreb. Her er et lille udvalg:

LILI BERNARD (skuespiller): Efter Lili Bernard medvirkede i ét af de sidste afsnit af ’The Cosby Show’, blev hun angiveligt bedøvet og voldtaget af Bill Cosby. Bagefter sagde komikeren angiveligt: ’For mig er du så godt som død. Jeg vil aldrig se dit ansigt igen’.

JANICE DICKINSON (eks-model, realityshowstjerne): »Han voldtog mig i sit hotelværelse i 1982. Jeg fik en pille. Og bagefter følte jeg mig udnyttet.«

VICTORIA VALENTINO (eks-Playboymodel): »Det skete i 1970. Han gav mig en pille, fordi jeg var nervøs. Bagefter pressede han mit hoved ned i sit skridt. Og senere vendte han mig om på maven og udnyttede mig.«

JEWEL ALLISON (skuespiller): »Den gode amerikanske far, vi kender fra tv, findes ikke. Han er et monster.« Allison blev angiveligt bedøvet og voldtaget under et besøg hjemme hos Bill Cosby i 1982.

BEVERLY JOHNSON (supermodel): 80er-modellen besøgte Bill Cosby for at aflægge prøve til ’The Cosby Show’. Efter en drink følte Johnson sig sløv og rundtosset. Hun skreg ad Cosby og kaldte ham en ’motherfucker’. Han blev angiveligt bange og fulgte hende til en taxi.