Det tyske politi har ifølge nyhedsbureauet Reuters anholdt tre personer fra Kosovo i en bil tæt på grænsen til Østrig, som formodes at ville planlægge et angreb.

De tre personer blev ifølge Reuters anholdt dagen før angrebene på lufthavnen i Bruxelles og metrostationen i centrum, der dræbte mindst 31 personer.

Det tyske politi undersøger nu, om de havde planlagt et angreb, siger en talsmand fra det tyske politi til Reuters.

»Vi er i gang med at efterforske, hvorvidt de mistænkte var i gang med at planlægge en kriminel handling, fordi vi fandt ting, der kunne indikere det.«

Talsmanden fra det tyske politi kan dog ikke bekræfte, at der skulle være en direkte forbindelse til dagens angreb i Bruxelles, men han understreger, at det ikke kan udelukkes.

Menneskejagt i Bruxelles

I løbet af tirsdagen fandt flere eksplosioner sted i den belgiske hovedstad Bruxelles - den første i lufthavnen Zaventem omkring klokken 08.00.

Tirsdag eftermiddag offentliggjorde belgisk politi et billede af de tre gerningsmænd, der formodes at stå bag eksplosionerne i Zaventem-lufthavnens afgangshal.

Mens to af de tre mænd formodes at være dræbt under eksplosionerne, er en tredje mand ifølge belgisk politi på fri fod og officielt efterlyst.

Manden, der på det offentliggjorte billede er i en hvid jakke, er endnu ikke blevet identificeret.