Den grusomme skolemassakre på en grundskole i den amerikanske stat Connecticut kunne være endt endnu værre. Politiet formoder, at den 20-årige morder Adam Lanza havde planer om at dræbe mange flere end de 26, der mistede livet.

- Der er helt sikkert en masse liv, der sandsynligvis er blevet reddet.

Sådan lyder der fra Paul Vance, som er polititalsmand for politiet i Connecticut, der fredag oplevede det værste skoleskyderi på børn i skolealderen i USA historie.  På få minutter havde den 20-årige Adam Lanza, som senere er blevet identificeret som gerningsmand, dræbt 20 små børn samt seks voksne på Sandy Hook-skolen i Newport.

Den forfærdelige massakre har medført stor sorg i byen og i resten af USA. Den amerikanske præsident Barack Obama udtalte søndag, at han følte med ofrene og deres familier.

- Vores verdener er også blevet revet itu. Alle i vores land har grædt med jer, lød det fra præsidenten, der lovede at gøre en indsats for at sætte en stopper for yderligere skolemassakre.

Men selv om episoden i Connecticut endte forfærdelig tragisk, så kunne det have endt meget værre. Ifølge politiet havde Adam Lanza nemlig meget ubrugt ammunition på sig, da han blev fundet af politiet. Politiet formoder derfor, at han havde planlagt at dræbe langt flere end de 26 personer, skriver New York Post.

Ifølge politiet stoppede Adam Lanza sandsynligvis sin massakre og skød sig selv, da han opdagede, at politiet var trængt ind på skolen, hvor han skød.

- Der var masser af ammunition, fortæller Paul Vance til New York Post.

Ifølge Connecticuts guvernør Dannel Malloy hørte morderen sandsynligvis politiet, da han var i gang med at skyde i klasseværelse nummer to.

- Vi formoder, at det var under i episoden i det andet klasseværelse, at han hørte, at politiet kom, og det var tilsyneladende der, at han besluttede at tage sit eget liv, fortæller Malloy.

Sandy Hook-skolen har et sikkerhedssystem, der gør, at man skal bruge koder for at komme ind på skolen. Det har hidtil været uvist præcist, hvordan Adam Lanza kom in på skolen, men ifølge Malloy har man nu en formodning om, hvordan det skete.

- Han brugte et våben til at få glasdørene op med, fortæller Malloy til New York Post.

Før skolemassakren skød og dræbte Adam Lanza sin mor, Nancy Lanza i deres hjem. Derefter tog han over til Sandy Hook-skolen, hvor moderen tidligere havde arbejdet, hvorefter han gik amok og skød. Adam Lanza efterlod intet afskedsbrev, og politiet ved fortsat ikke, hvad hans motiv for massakren var.

Det har dog været fremme, at Adam Lanza har haft svært ved at begå sig socialt.