Fire måneder tog det at få ram på ham. Men fredag lykkedes det endelig. Europas mest eftersøgte mand, den 26-årige formodet terrorist Salah Abdeslam, blev fanget. Og anholdt. 'Vi fik ham,' lød det triumferende fra de belgiske statsledere.

Men hvordan fik de ham?

Nu er der dukket nye oplysninger op i sagen. Som afslører, præcis hvordan det efter flere måneders intens jagt endelig lykkedes europæiske efterretningstjenester at finde frem til manden, som menes at have spillet en stor rolle i terrorangrebene i Paris for et halv år siden og som var den sidste af de i alt 10 terrorister, der stod bag angrebene.

Og det der fældede ham? Kæmpe pizzaer.

Ifølge flere udenlandske medier fik efterretningstjenesterne i Frankrig og Belgien - som har samarbejdet tæt siden angrebet i november - allerede tirsdag bekræftet, at Salah Abdeslam befandt sig i netop Belgien. Efter at have stormet en lejlighed, som de antog var en terroristrede, i hovedstaden Bruxelles fandt de nemlig Salah Abdeslams fingeraftryk på et glas. Og med den bekræftelse var det muligt at intensivere jagten.

De rettede fokus mod et par mulige skjulesteder, som de tidligere var blevet tippet om, og endte med at koncentrere sig om et hus på Rue Quatre-Vents, som ligger i et af Bruxelles' arbejderkvarterer, og kun befinder sig få hundrede meter fra dét, der var  Salah Abdeslams oprindelige hjem.

I flere dage blev huset overvåget døgnet rundt, men først fredag blev efterretningstjenesterne overbeviste om, at en gruppe mennesker skjulte sig i det. Nemlig da kvinden, som tilsyneladende boede der alene, bestilte adskillige store pizzaer.

Og det var, hvad der fik specialstyrkerne til at storme huset. Og efter en dramatisk skudveksling endelig at kunne pågribe den sidste af de 10 terrorister fra Paris-angrebet.

Her ses øjeblikket, hvor Salah Abdeslam blev anholdt

Fra aktionen i Bruxelles i fredags, hvor det endelig lykkedes specialstyrkerne af pågribe den eftersøgte terrorist Salah Abdeslam. 
Fra aktionen i Bruxelles i fredags, hvor det endelig lykkedes specialstyrkerne af pågribe den eftersøgte terrorist Salah Abdeslam.  Foto: VTM via REUTERS TV
Vis mere