Tilfangetagne russiske soldater fortæller, at de blev sendt til Ukraine som afløsere, og at de har været på mission i landet før. Rusland truer med at tage »de nødvendige« skridt for at få sat dem fri.

UKRAINE: To russere, som ukrainske tropper tog til fange i sidste uge, har endnu engang indrømmet, at de er russiske soldater.

Denne gang er tilståelsen faldet til medlemmer af OSCEs observatørhold i Ukraine, skriver BBC. OSCE er Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, og er i Ukraine for at overvåge situationen.

I weekenden erkendte en af de tilfangetagne i en video, at de to tilhører det russiske elitekorps Spetsnaz og var på opgave i Lugansk-området.

Af en rapport fra OSCE i Ukraine, der er blevet til efter interview med de to på et militærhospital i Kiev, fremgår det ifølge BBC, at de to var på rekognosceringsmission:

»De var bevæbnede, men havde ikke ordre til at angribe«, siges det i rapporten.

Videre hedder det:

»En af dem fortalte, at han havde fået ordre fra sin militærenhed om at tage til Ukraine. Han skulle afløse efter tre måneder. Begge fortalte, at de havde været i Ukraine på missioner tidligere.«

Begge blev såret ved tilfangetagelsen, hvor deres gruppe kom i kamp med ukrainske soldater. Resten af gruppen nåede at flygte, har en af dem forklaret i videoen.

Fredag eftermiddag truede en talsmand for den russiske regering Ukraine med, at Rusland vil tage »de nødvendige skrift« til at få dem fri.

»De er russiske statsborgere der holdes fængslet, og derfor vil den russiske side tage de nødvendige skridt for at få dem fri,« lyder det fra talsmanden Dmitri Peskov.

I OECD-rapporten fremgår det ifølge BBC, at en af de to russiske soldater har understreget, at russiske soldater ikke deltager i de væbnede kampe i det østlige Ukraine.

Fra ukrainsk og vestlig side, herunder NATO, gentages det hyppigt, at Rusland støtter separatisterne i Østukraine både med militærudstyr og med soldater. Ledelsen i Rusland afviser hver gang anklagerne om, at det sender soldater til Ukraine med henvisning til, at der er tale om frivillige, der ikke er i tjeneste.

Samme forklaring lyder om de tilfangetagne soldater.

En talsmand for det russiske forsvarsministerium, Igor Konashenkov siger, at der to tidligere har været tjenestegørende, men ikke var det ved tilfangetagelsen.

Samtidig gentog han en påstand om, at ukrainerne »har tævet en meget belejlig vidneerklæring ud af dem«.