Det malaysiske passagerfly MH370, som forsvandt sporløst i starten af marts i år, blev skudt ned af amerikanerne, fordi de frygtede, at det var blevet kapret og skulle bruges til en terroraktion mod en amerikansk militærbase på Diego Garcia.

I hvert fald hvis man spørger den tidligere chef for det franske flyselskab Proteus Airlines, Marc Dugain. Han fremsætter sin teori om det forsvundne fly i en længere artikel i det franske tidsskrift Paris Match, skriver den norske avis VG.

En massiv eftersøgning efter det forsvundne fly, der havde 227 passagere og et mandskab på 12 mand ombord, har aldrig båret frugt. Ni måneder efter flyet lettede fra Kuala Lumpur med retning mod Beijing, er det stadig forsvundet.

Marc Dugain tror, at flyet befandt sig nær den amerikanske base på Diego Garcia, da det forsvandt, og han er overbevist om, at USA holder noget skjult for resten af verden.

- Det er en rigtig stor militærbase og det vil være overraskende, hvis amerikanerne har mistet alle spor efter flyet. Uden at det skal lyde som en konspirationsteori, så tror jeg, det er en mulighed, at amerikanerne har stoppet flyet, siger Marc Dugain ifølge vg.no til det franske tidsskrift Paris Match.

Den tidligere chef for et fransk flyselskab spekulerer i, om hackere kan have sat navigationssystemet i det store fly ud af spil og styret det direkte mod den amerikanske base på Diego Garcia, hvorfor USA har følt sig tvunget til at eliminere flyet.

Dugain bygger blandt andet sin teori på udsagn fra lokale fiskere på den maldiviske ø Kudahuvadhoo, som fortæller, at de så et stort hvidt fly med røde og blå striber, som fløj lavt over øen den 8. marts i år - samme dag som MH370 forsvandt sporløst.

De amerikanske myndigheder har dog tidligere afvist påstande om, at flyet befandt sig i nærheden af deres militærbase på Diego Garcia, da det forsvandt.

Men det er ikke kun amerikanerne, der holder noget skjult, ifølge Marc Dugain. Han hævder, at den britiske efterretningstjeneste har advaret ham mod at grave i, hvad der er sket med MH370. Øen Diego Garcia er formelt britisk territorium og de er også tilstede på den amerikanske militærbase.