Valgte piloterne en ’radarfri’ rute? Det spørgsmål blafrer nu i vinden, efter en ny teori om det forsvundne flys skæbne har set dagens lys.

Der er igen sået tvivl om, hvilken rute det forsvundne fly fra Malaysia Airlines fløj, da det forsvandt natten til 8. marts, hvor Boeing 777-maskinen var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Kinas hovedstad, Beijing. Det oplyser CNN.

En unavngiven, malaysisk regeringskilde oplyser til det amerikanske medie, at efterforskere i dag mener, at flyet er fløjet nord om Indonesien og rundt om det indonesiske luftrum for så at vende mod syd og Det Indiske Ocean. Det strider mod de oplysninger, som de seneste uger er gået på, at MH370 fløj mod syd ud for Australiens vestkyst.

Hvis den nye teori holder, så tyder det på, at flyets kaptajner bevidst forsøgte at holde flyet uden for radarovervågning. Og det kan være årsagen til, at MH370 pludselig forsvandt og kommunikationen med cockpittet døde.

Oplysninger fra nabolande

Det er uklart, hvordan efterforskerne er kommet frem til denne nye teori, men CNN oplyser, at den bygger på radar-informationer fra nabolande til Malaysia. Det er dog uklart, hvilke lande, der er tale om. Og årsagen til at flyets rute er blevet ændret undervejs, er der fortsat ingen forklaring på.

Den tiltagende mystik om MH370 kommer blot én dag efter et kinesisk skib angiveligt opfangede signaler fra flyets sorte boks, der menes at ligge på havets bund. Flådefartøjer med avanceret udstyr ombord er blevet sendt ud i området, hvor signalerne tilsyneladende er blevet opfanget. Men det er endnu for tidligt - også med den nye teori om flyets rute - at blive alt for optimistisk, lyder det fra eftersøgnings-enhedens ledelse.