BELGIEN: De belgiske myndigheder har torsdag gennemført endnu en ransagning med tilknytning til terrorangrebet i Paris, der for knap to uger siden kostede 130 mennesker livet.

Razziaen blev ifølge nyhedsbureauet AFP gennemført i det sydlige Belgien. Der er umiddelbart ikke foretaget nogen anholdelser.

Siden terrorangrebet i Paris fredag 13. november er i alt fire personer blevet anholdt i Belgien og sigtet for medvirken til terror. Myndighederne jagter fortsat den belgiskfødte Salah Abdeslam, som menes at have medvirket til de blodige angreb.

Siden weekenden har beredskabsniveauet i Bruxelles været på sit højeste, ligesom metroen og mange offentlige institutioner har været lukket. Onsdag begyndte skoler og metro dog at åbne igen som det første skridt mod en normalisering i den belgiske hovedstad.

BNB