I sidste uge fandt man vand på Mars, og nu er der også spændende nyt fra dværgplaneten Pluto. Det fortæller planetforsker Alan Stern, der har fået mundkurv på af NASA, der vil melde noget ud i løbet af torsdagen.

Astronomer og andre videnskabsfolk jublede, da NASA i sidste uge fandt vand på Mars. Det er uvist, om rumfartsorganisationen melder en ligeså stor nyhed ud om Pluto, men der er angiveligt tale om en fantastisk opdagelse.

»Denne verden er levende. Pluto har vejr, tåge i atmosfæren og aktiv geologi,« sagde den ledende forsker Alan Stern, ifølge The Guardian, mandag til en forsamling på University of Alberta i Canada.

NASA har fået ny data og nye billeder af Pluto, og det får Alan Stern til at kalde 2015 for et år, som for altid vil gå over i lærebøgerne. Et år, hvor menneskeheden afslørede verden på kanten af dets solsystem.

I sidste uge offentliggjorde NASA de hidtil størst opløselige billeder af Pluto og dens største måne, Charon, som rumfartøjet New Horizons havde fanget. Det var blandt andet billeder, der viste overfladen af Pluto med et landskab af bjerge, kratere og slugter. Men rumfartsorganisationen er altså slet ikke færdig med at afsløre nyheder om planeten. Torsdag venter der endnu mere spændende.

»Jeg bliver forbløffet hver uge. NASA vil ikke lade mig fortælle jer, hvad vi vil afsløre torsdag. Det er fantastisk,« fortalte Alan Stern på det canadiske universitet.

NASA er ligeså hemmelighedsfuld om det nyeste om Pluto, som de var ved sidste uges store begivenhed om vand på Mars. Pluto har en række mystiske fænomener, som endnu ikke er forklaret af videnskaben – blandt andet planetens flerfarvede overflade og bjergrige klitfelter.

Der spekuleres i, at torsdagens afsløring kan handle om de seneste billeder af Pluto, som viser gletsjer-lignende isstrømme og enorme bjerge af is.

Det har generelt været et begivenhedsrigt år for NASA. Man har fundet vand på Mars, og tidligere i 2015 fandt man den mest jordlignende planet nogensinde – den såkaldte ’Earth 2.0 – Kepler 452b'. I de seneste måneder har der været et regelmæssigt nyhedsflow fra verdens største rumfartsorganisation.

De mange ny-opdagelser sker takket være rumfartøjet New Horizons, som i øjeblikket befinder sig mere end tre milliarder miles væk fra Jorden. Det er på vej ind i Kuiper-bæltet i retning mod objektet ’potential target one’, som ligger på kanten af solsystemet.