Den nye internationale mærkedag »Pigernes Dag« 11. oktober sætter fokus på børneægteskaber, der skaber problemer for millioner af piger verden over.

USA: 11. oktober er det pigernes dag. FN har indført den nye internationale mærkedag for at sætte fokus på pigers rettigheder, og det sker torsdag med et fokus på børneægteskaber, hvor dagen markeres for første gang.

Unicef Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen, betegner dagen som vigtig, fordi den sætter fokus på et tema med stor betydning for millioner af piger i verden.

- Der bliver sat fokus på et meget alvorligt problem. Først og fremmest for de mange millioner piger. Og derudover for samfundsudviklingen på verdensplan, fordi de piger, der bliver gift tidligt, oftest ikke får gennemført en uddannelse, siger Steen M. Andersen.

Piger, som bliver gift, inden de er fyldt 18 år, dropper ifølge Steen M. Andersen ofte ud af skolen, bliver alt for tidligt gravide eller udsat for vold og krænkelser. Han peger på, at det er indsatsen de 364 dage mellem den nye årlige mærkedag, hvor der for alvor skal gøres en forskel.

- Det er naturligvis det lange seje træk, der er afgørende, men samtidig er det vigtigt, at problemerne kommer i fokus både i de lande, hvor problemerne er udbredt, og i de øvrige lande, som kan være med til at finansiere løsningerne på dem, siger Steen M. Andersen, der beskriver børneægteskaber som tabulagt i flere steder i verden.

»Pigernes Dag« bliver blandt andet markeret med en stor konference i FN-bygningen i New York, ligesom der foregår en række decentrale aktiviteter arrangeret af Unicef i de lande, hvor problemerne er størst.

Antallet af barnebrude er på verdensplan faldet de sidste 30 år, men udviklingen går ifølge Unicef ikke stærkt nok. Verden over er omkring 70 millioner kvinder i alderen 20-24 år blevet gift, inden de fyldte 18 år. Heraf blev en tredjedel allerede gift, inden de var fyldt 15 år.

Indien er et af de lande i verden, hvor flest piger bliver gift, inden de er fyldt 18 år. De nyeste tal viser ifølge Unicef, at 43 procent af alle landets piger er blevet gift, inden de fyldte 18.