Anthony Scaramucci afviser, at der er interne stridigheder i præsident Donalds Trumps administration.

Washington. Det Hvide Hus' nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, meddeler på sit første pressemøde, at Sarah Huckabee Sanders er forfremmet og bliver ny pressesekretær for præsident Donald Trump.

Hun erstatter dermed Sean Spicer, der tidligere fredag meddelte, at han træder tilbage. Ifølge avisen New York Times forlader Spicer jobbet i utilfredshed med Trumps udnævnelse af netop Scaramucci.

- Præsidenten elsker Sarah, siger Scaramucci, som har det øverste ansvar for kommunikationen til medierne fra Det Hvide Hus.

Scaramucci afviser, at der er interne stridigheder i Det Hvide Hus. Han siger, at der ikke er problemer i Trump-administrationen, og han afviser, at der er spændinger eller problemer mellem ham og Spicer.

Han kalder præsident Donald Trumps politiske instinkter for "uforlignelige".

- Vi vandt valgkampen på grund af Trump. Det var hans indsats, siger Scaramucci.

- Vi vil have præsidenten til at udtrykke sin personlighed mere, tilføjer han og gentager flere gange, at "jeg elsker præsidenten" og "folk elsker præsidenten".

Sean Spicer var ifølge The New York Times imod Trumps valg af den 52-årige finansmand som ny kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.

Trump tilbød fredag klokken 10.00 lokal tid jobbet til Scaramucci. Trump bad samtidig 45-årige Spicer om at blive. Men ifølge The New York Times sagde Spicer til Trump, at han mente, at valget af Scaramucci var en stor fejltagelse - og sagde sit job op.

/ritzau/Reuters