Kvinderne i USA har gennemsnitligt større bryster end kvinderne i andre lande, mens kvinderne i det østlige Asien har de mindste bryster.

Det viser en ny undersøgelse, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Female Health Sciences.

»Kvinder, der er født i USA, har markant større bryster end kvinder fra ethvert andet land, mens kvinder fra Afrika og Asien, i særdeleshed Østasiatiske lande, har de mindste bryster,« konkluderer forskerne i rapporten.

Det betyder, at den gennemsnitlige amerikanske kvindes bryster er en F-skål, mens kvinderne i Afrika og Asien typisk har en A-skål.

Forskerne afviser samtidig, at størrelsen på de amerikanske kvinders bryster skulle hænge sammen med landets fedmeproblemer, men at det kan være en faktor, der spiller ind for kvinderne i England og Spanien.

Pæreformen er mest udbredt

Forskerne bag undersøgelsen har gennemgået en række regionale og lokale studier af knap 342.000 kvinder i 108 forskellige lande i alderen 28-30 år foretaget af tøjindustrien og industrien bag plastikkirurgi.

Dertil har de 3D-scannet 11.682 kvinder fra 59 forskellige lande for nå frem til resultatet.

Det syv mand store hold af forskere har endvidere fundet frem til, at formen på kvindernes bryster afhænger af, hvilket land, kvinderne er født i.

»Amerikanske kvinder havde typisk 'runde bryster', hvilket var atypisk i de fleste andre lande. Fælles for kvinderne i størstedelen af landene var, at deres bryster typisk er 'pæreformet',« lyder det i rapporten.

Ifølge forskerne kan den gennemsnitlige danske kvinde bryste sig af en C-skål.