Har du en delfin på anklen? En »Amager-nummerplade«? Eller en tribal-tatovering, der løber op skulderen og ned af ryggen, så er du med al sandsynlighed også vredere end mennesker uden blæk i kroppen.

Det viser i hvert fald et nyt universitetsstudie, som den britiske avis The Guardian omtaler. Ifølge forskningsforsøget, som er foretaget på Anglia Ruskin University i England, er der en klar sammenhæng mellem antallet af tatoveringer og vredesudbrud. Mennesker med tatoveringer reagerer mere vredt og verbalt aggressivt  og er mere oprørske end personer uden tatoveringer.

I forsøget blev 378 voksne fra London bedt om at oplyse, hvor mange tatoveringer de havde. Derefter blev de udspurgt om, hvor ofte de havde oplevet forskellige former for aggression, hvornår de havde udtrykt verbal og fysisk aggressioner, været vrede eller opført sig fjendtligt.

Deltagerne i forsøget blev blandt andet spurgt, om de havde følt sig så provokerede, at de fik lyst til at slå nogen. For eksempel blev de stillet spørgsmålene: »Hvis du udtrykkeligt bliver bedt om ikke at gøre noget, føler du så trang til at gøre det?« Samt »Hvis nogen råber af dig offentlig? Bliver du så: A) Vred og råber tilbage. B) Forsøger at undgå en diskussion. C) Ved ikke.

Undersøgelsen viste, at der var en sammenhæng mellem antallet af tatoveringer og vredesudbrud, og jo flere tatoveringer forsøgspersonerne havde, jo oftere udviste de også aggressioner. Derudover havde kvinder i stigende grad de vredesudløsende træk. Det fortæller professor Viren Swami,  som står bag forskningsforsøget.

»En forklaring er, at personer, som har et højere niveau af oprørskhed, har oplevet skuffende eller frustrerende begivenheder, som de har reageret på ved at blive tatoveret,« siger professor Viren Swami og uddyber:

»Det vil sige, at når disse personer har haft en negativ følelsesmæssig oplevelse, så reagerer de oftere ved at forfølge handlinger, hvilket kan opleves som trodsighed. Det at blive tatoveret bliver opfattet som oprørske, eller mere generelt bliver tatoveringer opfattet som trods eller uenighed.«

Forsøget er blevet offentliggjort i tidsskriftet »Body Image«.