Nye overgreb skal forhindres, og derfor overvejer Sverige at indføre medicinsk kastration.

Over 200 personer. Så mange dømmes hvert år for sexforbrydelser i Sverige. For nyligt blev en 22-årig mand dømt for at udnytte næsten hundrede børn. Nu skal nye overgreb forhindres, og i Sverige overvejes medicinsk kastration stærkt. På Karolinska Institutet i Solna vil de teste en ny metode, der skal mindske pædofiles sexlyst. Det fortæller Dagens Nyheter.

I Danmark har medicinsk kastration været en mulighed siden 1989. Behandlingen er dog frivillig. Christoffer Rahm, der er specialist i psykologi ved Karolinska Universitetssygehus, mener, at der nu skal gribes ind.

»Seksuelle overgreb mod børn er et stort problem for samfundet, som vi har svært ved at få bugt med,« fortæller han.

Desuden mener han, det er en rimelig strategi, at de der har problemer får hjælp af sundhedsvæsenet. En mulighed her er netop en behandling, der nedsætter risikoen for overgreb.

Instituttet tester præparatet Degarelix, som normalt bruges til behandling af prostatakræft. Det dæmper sexlysten, fordi mængden af testosteron bliver sænket. Fordi pædofile har svært ved at kontrollere sig selv og samtidig mangler empati, håber forskerne, at det netop er hér, præparatet kan hjælpe.

Christoffer Rahm fortæller, at forsøget er sat til at vare tre år, og det omfatter 60 personer.