KØB PLUS!

Nu vil canadiere også have fri hash

Med inspiration fra delstaterne Colorado og Washington i USA kræver flere canadiere folkeafstemning om en liberalisering af cannabis. I USA er der dog fortsat lang vej til et helt frit hashmarked.

CANADA: Ganske tæt på grænsen til Canada stemte et flertal i den amerikanske delstat Washington i tirsdags for, at voksne mennesker fremover skal have mulighed for frit at indtage cannabis.

Det samme gjorde vælgerne i Colorado, og nu vil flere kræfter i USAs naboland mod nord også have en folkeafstemning om den frie hash.

- Vi bliver nødt til at følge eksemplet fra Washington State og gøre en ende på forbuddet og i stedet legalisere det (cannabis, red.), siger Dana Larsen til canadiske CBC News.

Han er leder af organisationen Sensible BC fra provinsen British Columbia, som arbejder for at få spørgsmålet om fri hash til folkeafstemning i efteråret 2014.

I hovedstaden Ottawa vinder tanken om en liberalisering af landets hashpolitik også genklang hos Unge Liberale i Canada, der er Det Liberale Parti i Canadas ungdomsparti.

- Det her er et vigtigt første skridt og inspiration til aktivister i Canada, som ønsker at se Canada indtage en klogere narkopolitik, siger David Valentin, der er vicepræsident i ungdomspartiet.

Brug af hash eller pot er ulovligt i Canada, når det ikke tjener et medicinsk formål.

Men selvom Washington og Colorado altså har stemt ja til fri hash, der dog skal reguleres af de lokale myndigheder, så er der endnu et stykke vej til »hollandske tilstande«.

- I skal ikke tage hul på jeres »Cheetos« og »Goldfish« (ostesnacks, red.) alt for hurtigt, advarede Colorados guvernør, John Hickenlooper, eksempelvis på valgaftenen.

For det første går der i hvert fald en måned, før den nye lov er officielt vedtaget, og der går endnu længere, inden de lokale myndigheder får nedfældet reglerne på området, lavet en skatteaftale om moms på hash og taget andre tiltag, så delstatsregulerede marihuana-butikker kan åbne i Colorado og Washington.

Men det største problem i forhold til liberaliseringen i de to delstater er det mulige sammenstød med USAs føderale regering, som uanset lokale love i delstaterne fortsat anser brug af cannabis som ulovligt.

Den holdning »forholder sig uændret«, lyder det i en udtalelse fra de føderale narkomyndigheder. Samme holdning har de offentlige anklagere i Colorado og Washington ifølge New York Times, og dermed er det uklart, om »ja’erne« reelt vil udmønte sig i et frit hashmarked i de to delstater.